Læge tiltalt: Krænkede tre kvinder på seks dage - nu begynder sagen
Aarhusiansk læge er blandt andet tiltalt for misbrug af sin stilling, blufærdighedskrænkelse og andet seksuelt forhold end samleje uden samtykke. Nu skal han i retten.
Tre gange på blot seks dage misbrugte en aarhusiansk læge ifølge anklagemyndigheden sin stilling og blufærdighedskrænkede tre kvinder. Det - og yderligere en sag fra marts - er anklagerne mod den 30-årige læge. Tirsdag begynder retssagen mod manden.
Fælles for de fire forurettede kvinder var, at de var taget på sygehuset for at modtage behandling. I stedet endte de som ofre for lægens krænkelser, lyder tiltalen.
Det viser anklageskriftet mod manden, som TV2 ØSTJYLLAND har modtaget.
'Kan du mærke, jeg er begejstret'
14. januar 2022 skulle lægen kontrollere en brækket fod hos en kvinde. Lægen førte ifølge anklageskriftet i den forbindelse sin hånd op under tøjet på kvinden og befølte hendes bryst. Det skete på sygehuset i Viborg.
Blot to dage senere, den 16. januar, var den gal igen i Viborg, da lægen skulle undersøge en kvindelig patient, som havde skader på knæ og ankel.
I stedet befamlede han kvinden på brysterne, gennemførte en vaginal undersøgelse med fingrene og pressede sit underliv mod kvindens hånd. Han skulle i den forbindelse angiveligt have sagt "kan du mærke, jeg er begejstret" eller noget lignende.
Ud over misbrug af sin stilling og blufærdighedskrænkelse er den 30-årige også anklaget for andet seksuelt forhold end samleje uden samtykke i denne sag.
Den 20. januar krænkede han ifølge anklageskriftet igen en kvindelig patient på sygehuset i Viborg. Kvinden blev angiveligt befølt på brysterne, da hun skulle have undersøgt en skade på albuen.
Ny sag førte til anholdelse
Den sidste sag fandt sted på Aarhus Universitetshospital (AUH) i Skejby i marts, hvor lægen ligesom i tilfældet fra 16. januar er tiltalt for andet seksuelt forhold end samleje uden samtykke.
En kvinde var indlagt med influenza, og igen gik manden for vidt med flere forskellige forhold lignende dem fra de tidligere sager. Her skete det angiveligt, mens manden ikke var på arbejde. Desuden var han slet ikke tilknyttet den pågældende afdeling.
Det var denne sag, som førte til, at manden blev anholdt af Østjyllands Politi. Den 24. marts blev han fremstillet i grundlovsforhør, og han har siddet fængslet siden. Siden anholdelsen er de andre sager stødt til – senest sagen fra den 20. januar, som han blev tiltalt for i slutningen af november.
Sagen mod den 30-årige læge er berammet til fire dage; 13., 14., 20. og 21. december. TV2 ØSTJYLLAND liveblogger fra sagen fra klokken 9 tirsdag morgen.