Krigsfotograf viser død og sårede gennem billeder og tatoveringer
Krigsfotograf Jan Grarup er selv diagnosticeret med PTSD, og det er vigtigt for ham at vise krigens sande ansigt.
Det er vigtigt at dokumentere, hvad der sker ude i verden. Også de ting, der er grimme og gør ondt. Det mener krigsfotografen Jan Grarup, som i øjeblikket er på foredragsturné med sin seneste fotobog 'Hvor jernkorsene gror'.
Læs også
- For mig handler det om, at der er nogle ting, jeg skal huske. Jeg er blevet diagnosticeret med PTSD. Jeg ved jo godt, hvad jeg er gået igennem, men der er også nogle ting, jeg skal huske mig selv på fra de perioder, jeg var et godt menneske, men også fra dengang jeg var såret, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
- Der ligger noget forløsende i at være ærlig omkring det. Det her med at sige, at for at I skal forstå, hvad jeg går igennem, så er det, fordi verden ser sådan her ud, siger han.
Men selvom han i dag er krigsfotograf, så tager han ikke bare billeder - men bruger sin egen krop til at fortælle krigens historier:
- For mig er tatoveringer gået hen og blevet et dokument over mange af de ting, jeg har oplevet i hele verden. For mig kan jeg sætte en historie, et navn og et ansigt på mine tatoveringer. De handler både om smerte, kærlighed og sorg.
Læs også
Til et foredrag i Aarhus onsdag aften var flere interesserede mødt op. Blandt andet Aase Grundal fra Aarhus:
- Jeg er mødt op for at blive klogere. Og den der nysgerrighed for, hvad han har at fortælle. Jeg er grundlæggende imod krig, men jegbliver nødt til at forholde mig til den og have en holdning til den, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.