Klar til cocktails i høj fart
Østjyde kæmper for at komme med til VM
På Skt. Pauls Apotek i Aarhus handler cocktails om meget mere end rom og cola.
Den aarhusianske bar har specialiseret sig i lave cocktails, hvor der bliver kræset for smag og detaljer. Det var derfor også netop her, at landets bedste bartendere i går dystede om at gå videre til det nordiske mesterskab.
Sidste år gik indehaveren af Skt. Pauls Apotek, Hasse Bank Johansen, selv næsten hele vejen. Han kvalificerede sig til VM, så han ved om nogen, hvordan den gode drink skal skrues sammen.
Ifølge ham handler det om kvalitet og den rette cocktail af den bedste spiritus, friske råvarer og godt håndværk.
I år er det aarhusianske Bastian Leander, som skal kæmpe om at gå videre til VM. En oplevelse, han kan glæde sig til, hvis man spørger den forrige vinder:
- Det er verdens største oplevelse. Det er fantastisk. Bocuse d'or gange 1.000. Sidste år foregik det på et privatejet krydstogtskib over fem dage i fem forskellige byer, siger Hasse Bank Johansen til TV 2 | ØSTJYLLAND
Det bliver dog ikke på vandet, at årets kandidat, Bastian Leander, kan se frem til at lave cocktails, hvis han kvalificerer sig til VM. Årets verdensmesterskab foregår i år til land - nemlig i et tog fra Skotland til England.
Se mere om mesterskabet og den perfekte cocktail i tv-indslaget øverst på siden.