Kaos efter trafikuheld
Vej spærret midt i morgentrafikken
Et trafikuheld på Genvejen ved Hasselager giver mandag morgen en del problemer for trafikanter, som er på vej til arbejde i Aarhus.
Genvejen forbinder E45 og Aarhus Syd Motorvejen med Skanderborgvej og er dermed en vigtig indfaldsvej til Aarhus.
Ifølge vagtchefen ved Østjyllands Politi har vejen været spærret i morgentimerne.
- Vi har endnu ikke helt overblik over situationen. Men en person er på vej til sygehuset med ambulance. Jeg ved endnu ikke, hvor alvorlig personen er kommet til skade, siger vagtchefen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Åbnes snart igen
Ifølge politiet er Genvejen delvist spærret på grund af morgenens trafikuheld.
I øjeblikket bliver der ryddet op på ulykkesstedet.
- Det giver voldsomme trafikale vanskeligheder i området. Men vi forventer, at vejen snart bliver åbnet for trafik igen, siger politiets vagtchef til TV 2 | ØSTJYLLAND.