Kæmpe rockerfest: Politiet massivt til stede
Politiet er til stede i Lystrup, så længe rockerne fester.
Lørdag aften er der stor fest med omkring 4-500 gæster i Lystrup. På grund af festen er politiet massivt til stede i området. Det er nemlig rockere, som holder jubilæumsfest.
Det bekræfter Mikkel Møldrup, vagtchef ved Østjyllands Politi.
- Vi er til stede derude. Hells Angels holder jubilæumsfest for deres klub, og der er inviteret en del gæster, konstaterer han.
Ved du noget?
Ved du noget om Hells Angels store jubilæumsfest, så hører TV2 Østjylland gerne fra dig. Skriv til redaktion@tv2oj.dk eller tryk på knappen herunder.
Særskilt indsats
Ifølge TV2 Østjyllands fotograf på stedet har politiet spærret et område af, hvilket betyder, at flere af gæsterne til festen bliver dirigeret rundt, så de kan komme til fest.
- Vi leder dem kun ind til klubhuset ét sted fra, så vi kan registrere, hvem der kommer ind og ud, fortæller vagtchefen om afspærringen.
Politiet er blevet opmærksom på festen via åbne kilder som for eksempel Facebook, og derfor har man kunnet forberede en særlig indsats.
- Vi kører en særskilt indsats i området, siger vagtchefen.
Præcis hvor mange betjente, der er i området, vil han ikke ud med.
- Men vi kommer til at være der hele aftenen, konstaterer han.