Joanas hund blev stjålet fra bilen: Efter et døgn kom Camila hjem
En ukendt person snuppede Joana Ortegas lille chihuahua fra hendes bil, der holdt parkeret ved Føtex i Skejby.
Hun var bare lige et smut i Føtex.
Højst 15 minutter fra hun forlod bilen på parkeringspladsen ved Skejby Centret, til hun var tilbage.
Da opdagede Joana Ortega, at der var noget galt.
Hendes lille chihuahua, Camila, sad ikke længere i bilen, hvor hun havde efterladt hende med en ulåst dør. Det var lørdag ved 15.00-tiden - højlys dag - og nogen havde taget hende.
- Jeg skyndte mig tilbage til Føtex, hvor en medarbejder var sød at hjælpe mig. De ville indhente optagelser fra overvågningen, men de kunne ikke hentes ud før mandag morgen, siger Joana Ortega til TV2 Østjylland.
Hun lavede hurtigt en række opslag i de Facebook-grupper, hun lige kunne komme i tanker om, og her skrev hun, at Camila er steriliseret og derfor ikke kan få hvalpe.
Hun skrev også, at hun ville give en dusør på 2000 euro - knap 15.000 kroner - til den, der hjælper med at få hunden hjem. Camila er af racen blue chihuahua og langtfra en billig hund at erhverve sig.
Joana Ortega lavede også en flyer, som hun var rundt med flere steder i Aarhus søndag sammen med veninden Kasia Widzisz.
Opslaget på Facebook blev delt vidt og bredt og blandt andet på siden "Landsdækkende hjælp til efterlyste og fremlyste hunde", hvor Joanas kollega Steffan Dyrnøs opslag i skrivende stund er delt mere end 2700 gange.
Internettets virtuelle magt
Internettet viste virkelig sit værd på den måde, og pludselig søndag eftermiddag gav eftersøgningen pote.
- Jeg har lige face timet med en mand, der siger, at han har fundet min hund. Han viste mig Camila, og nu skal jeg mødes med ham om 20 minutter et sted ude i Lystrup, siger Joana Ortega, da hun snakker med TV2 Østjylland første gang.
Det viser sig, at en person i Lystrup har set opslaget med efterlysningen og billederne af Camila, hvorefter han altså har fået øje på hunden ét eller andet sted og handlet på det.
- Han har så taget kontakt til den person, der var i besiddelse af hunden, fået den tilbage og kontaktet mig, forklarer en ovenud lykkelig Joana Ortega, da hun nogle timer senere er kommet hjem med sin hund.
Sammen med nogle ukendte personer, som Joana fik kontakt med via Facebook, kørte hun ud til mødestedet nær Burger King i Lystrup, hvor manden ventede med Camila i favnen. Det er ikke Joanas indtryk, at han selv har noget med hundens forsvinden at gøre, pointerer hun.
- Han var bare en god samaritaner, og jeg er så glad lige nu. Camila virkede lidt stresset, men hun har ikke lidt nogen form for overlast. Det er rart at have hende hjemme igen, og jeg meget taknemlig for al den hjælp, jeg har fået af venner og helt fremmede.
Joana har haft Camila, siden den var ni uger gammel. Den 45-årige mexicaner boede i USA og fik hunden fra en familie, der ellers ville have indleveret den på et internat.
I næste uge fylder Camila fire år.