Jacob Nybroe er færdig som chefredaktør på Jyllands-Posten
Jacob Nybroe havde gerne fortsat i sin stilling som JP's chefredaktør, men fratræder nu stilling.
Den ansvarshavende chefredaktør for Jyllands-Posten, Jacob Nybroe, fratræder sin stilling efter syv år.
Det skriver mediet, der har hovedsæde i Aarhus, torsdag.
Han siger selv, at han gerne havde fortsat på posten. Men da Jyllands-Posten indleder en periode med en ny strategi, er et skifte "naturligt".
- Jeg er meget taknemmelig for og også en smule stolt over, sammen med medarbejderne i Jyllands-Postens hus at have haft muligheden for at præge udviklingen på afgørende punkter de seneste syv år, siger han.
- Vi har blandt andet skabt en ny, mindre aktivistisk version af Jyllands-Posten.
Tager midlertidigt over
Han fratræder sin stilling 10. august, hvorefter Marchen Neel Gjertsen bliver konstitueret ansvarshavende chefredaktør. Det er, indtil en ny er på plads, lyder det.
Marchen Neel Gjertsen er allerede en del af chefredaktionen på avisen.
Stig Kirk Ørskov, administrerende direktør i JP/Politikens Hus, beskriver Jacob Nybroe som "en engageret chef med et utrætteligt fokus på at levere prisvindende journalistik".
- Med stor integritet og en uforlignelig sans for Jyllands-Postens særlige position og værdier har Jacob Nybroe skabt et solidt publicistisk udgangspunkt for den fortsatte udvikling.
- Vi står nu over for en ny strategiperiode, hvor der skal tages nye skridt i udviklingen af Jyllands-Posten, især på det digitale område, siger han i en pressemeddelelse ifølge Jyllands-Posten.