Hoteller sjusker med rengøring
Tre fine hoteller i Århus gør ikke godt nok rent
To af de dyreste og fineste hoteller i Århus sjusker med rengøringen. På et tredje hotel kniber det med den nødvendige dokumentation for, at tingene er i orden. Det skriver Århus Stiftstidende fredag.
Alle tre hoteller har nu fået en løftet pegefinger af Fødevarekontrollen. Hotel Ritz er det ene af de to hoteller, der skal have fat i vandslange og gulvskrubbe.
Det andet er Hotel Atlantic, og det hotel, der ikke har orden i dokumentationen for rengøring, er Helnan Marselis Hotel. Om Hotel Ritz hedder det fra Fødevarekontrollen "Renholdelsen er mangelfuld på hylder, på gulvet under borde m.v.".
Hotellets ejer, den kendte kok René Knudsen, er ikke stolt af situationen.
- Fødevarekontrollen kom på besøg i en af årets sidste tre måneder, og da har vi rent ud sagt skidetravlt. Samtidig er vores køkken ikke ret stort, og det betyder, at alle ting, der ikke er i orden, kan ses, siger han til Århus Stiftstidende.