Hjælpe-organisation fejrer 100 år i Aarhus: - Man er ligesom en kæmpe familie
Kirkens Korshær fylder 100 år i Aarhus, og det bliver fejret. Organisationen er vigtig for byen, mener biskop
I 1918 slog Kirkens Korshær for første gang dørene op i Aarhus, og mandag fejrer hjælpeorganisationen sit 100 års jubilæum.
Læs også
Ifølge Biskop i Aarhus Stift, Henrik Wigh-Poulsen, er organisationen vigtig for byen.
- Kirkens Korshær har betydet og betyder rigtig meget for Aarhus. De har altid været der. Det er en institution, som vi alle kender til, og de gør et fantastisk stykke arbejde, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Søndag blev festlighederne tyvstartet med en stor gudstjeneste i Domkirken, hvor omkring 400 mennesker mødte op. Mandag fortsætter fejringen med koncerter, taler og et optog gennem Aarhus Midtby.
Mere end genbrugstøj og kirkekaffe
Mange forbinder måske Kirkens Korshær med billigt genbrugstøj, men ifølge lederen af Aarhus-afdelingen, er organisationen meget mere end det.
- Hvis vi spørger den almindelige aarhusianer i dag, tror jeg, de siger, at Korshæren handler om genbrugsbutikker og kirkekaffe. Men det handler også om socialt arbejde, og vi laver immervæk for 45 millioner kroner socialt arbejde årligt. Den fortælling vil jeg gerne have, at vi kommer mere ud med, siger Niels Grand Bjørnø, der er leder af Kirkens Korshær i Aarhus.
Læs også
Hvad præcis Korshæren har at byde på, fortæller Biskop Henrik Wigh-Poulsen.
- Det Kirkens Korshær kan, er det personlige møde og det personlige nærvær. Det kan samfundet ikke altid honorere. Der er altid nogle levende mennesker, der er parat til at tage imod en og tale med en, og det er uvurderligt, siger Henrik Wigh-Poulsen.
En af organisationens brugere er, ikke overraskende, også begejstret for Kirkens Korshær.
- Man er ligesom i en kæmpe familie. Det er fantastisk, siger Annette Wium, der er bruger af Kirkens Korshær i Aarhus.
Hvis du vil deltage i fejringen, kan du finde mandagens program lige her.