Heltene er fundet: Unge drenge stoppede Rema-tyve og fik jobtilbud
To unge helte, som tirsdag blev efterlyst af Rema 1000 Åbyhøj for deres heltedåd, da de stoppede to tyve, er nu blevet fundet.
- De er i sandhed hverdagens helte.
Sådan beskriver købmand ved Rema 1000 i Åbyhøj Kevin Chan Le to unge drenge som tirsdag sikrede, at to tyve blev fanget.
Desværre var der så meget postyr i forbindelse med at indfange tyvene, at købmanden ikke fik takket dem, og derfor efterlyste han tirsdag de unge helte på sociale medier.
Det fik de to unge helte, der stoppede tyvene, Christian Guldbrandt og Patrik Fog Persson, til at gå op i butikken og melde sig.
Og her fik de sig noget af en overraskelse.
- Vi fik en kæmpe gave, og det havde vi slet ikke regnet med. Vi ville bare op og sige, at det var os. Vi troede ikke, at det ville blive så stort. Vi gjorde jo bare en god gerning, og vi vil gøre det igen, også selvom vi ikke fik noget for det, siger Christian Guldbrandt og Patrik Fog Persson.
Sodavand, slik og et jobtilbud
Drengene fik udover en kæmpe tak fra købmand Kevin Chan Le også en masse slik og sodavand som tak for hjælpen.
Men det var ikke, det eneste de fik.
- Jeg var rigtig glad for at kunne takke dem ordentligt, og det var nogle rigtig kvikke fyre, så jeg tilbød dem også et arbejde her i Rema 1000.
Drengene, der begge går i 9. klasse, blev meget glade for tilbuddet.
- Det er totalt fedt at få at vide, at de godt kan bruge sådan nogen som os, siger Patrik Fog Persson
- Jeg skal til at gå i 10. klasse, så det kunne være fint med et job, så jeg kan tjene nogle penge. Jeg overvejer det helt klart, siger Christian Guldbrandt.
To ydmyge unge helte
Drengenes heltegerning var at spotte to tyve på vej ud af butikken. De alarmerede personalet og sikrede, at tyvene ikke slap afsted med varer for op mod 2000 kroner.
Og det imponerede Købmand Kevin Chan Le meget.
- Jeg har ikke set nogen unge, der var så vågne og modige, men her var nogen, der virkelig vil gøre en forskel, og for det skylder jeg dem en særlig tak.
Drengene selv er meget glade for de flotte ord, men tænkte ikke voldsomt over deres mod i situationen.
- Det var ren refleks. Man skal jo ikke stjæle, så det sad lidt på rygraden. Alle burde sige det, hvis man ser sådan noget, men man skal jo være rimelig sikker, så man skal også lige samle mod til det, siger Christian Guldbrandt.
- Helte er måske lidt en overdrivelse, for os var det jo bare en ting, vi tænker, alle ville gøre, siger Patrik Fog Persson.