Grov vold i nattelivet
To mænd fik flækket tænder og læbe
To unge mænd blev i denne weekend uafhængigt af hinanden overfaldet i det aarhusianske natteliv. Østjyllands Politi efterlyser i den forbindelse vidner, som har set episoderne eller gerningsmændene.
Det første overfald skete natten til søndag omkring klokken et, hvor en 21-årig mand fra Sønderjylland var i byen i Aarhus med sin kammerat.
Da de kommer gående over en bro ved åen møder de en gruppe mænd.
- Han fortæller, at han aldrig har set dem før, men af uvisse årsager begynder de to grupper at skændes. Mændene råber skældsord af den 21-årige mand og hans kammerat, hvorefter den ene af mændene går hen til ham og slår sit drinkglas af hårdt plast mod hans mund. Det begynder at bløde meget voldsomt, siger politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Mændene løber derefter fra stedet i retning mod Europaplads.
- Den 21-årige mand forklarer, at han derefter tog på skadestuen, hvor han blev syet med seks sting. Han havde flækket læben 1,5 centimeter op mod næsen. Hans højre fortand var ikke til at redde, så den blev revet ud, siger Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Endnu et groft overfald
En ung mand fra Aarhus blev ligeledes overfaldet søndag nat, da han var i byen med sine kammerater.
Sammen med sine kammerater går han fra restauration til restauration og har ifølge sin forklaring til Østjyllands Politi "fået en del at drikke".
Omkring området ved Pustervig møder de en gruppe på fire til fem mænd.
- Mændene blander sig i deres samtale og fremstår meget aggressive. De går hen imod dem og stikker ansigterne helt op mod den unge mand og hans kammerater. Pludselig er der en af mændene, som tildeler den unge mand to knytnæveslag i ansigtet. Ved det andet slag dukker han sig af smerte, hvorefter en anden af mændene rammer ham med et knæ i ansigtet, siger Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den unge mand kommer efterfølgende på skadestuen, hvor man kan konstatere, at han har flækket flere tænder.
Efterlyser vidner
Østjyllands Politi kan ikke afvise, at der er en sammenhæng mellem de to overfald.
- Det er meget grove voldsepisoder, så vi håber, at folk vil henvende sig, hvis de har set episoderne eller gerningsmændene, siger Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.