Groft og blodig: 19-årig i grundlovsforhør efter overfald
En ung mad er sigtet for at have deltaget i en groft overfald tidligere på måneden.
En 35-årig mand blev 6. april offer for et groft og blodigt overfald i Aarhus Midtby.
Nu er en 19-årig mand anholdt i sagen, og lørdag bliver han fremstillet i grundlovsforhør. Han er sigtet for at have deltaget i overfaldet, hvor offeret er blevet slået i hovedet med et slagvåben.
Overfaldet skete i området ved Viborgvej, Ringkøbingvej og Skjernvej i Aarhus. Ifølge politiet var der tale om konflikt, der var opstået på stedet.
- Ud fra de oplysninger vi har fundet frem til i den indledende efterforskning, så tyder det på, at overfaldet har bund i en konflikt mellem nogle enkelte personer og en uenighed, der opstår ude på stedet. Det er et groft overfald, og en sag vi tager meget alvorligt, og vi har iværksat en intensiv efterforskning, sagde vicepolitiinspektør Thomas Schouby på dagen for overfaldet.
Blodigt toiletpapir
Østjyllands Politi modtog anmeldelsen 9.45 den 6. april, men gerningsmændene var væk, da man ankom til stedet. Der blev dog sikret flere spor og afhørt en række vidner.
På gerningsstedet vidnede flere blodige ruller toiletpapir også om overfaldet.
Offeret blev efterfølgende behandlet for sine skader, der ikke umiddelbart blev vurderet som livstruende, oplyste politiet tidligere.
Grundlovsforhøret foregår for lukkede døre, og Østjyllands Politi har ikke yderligere oplysninger i sagen af hensyn til efterforskningen.