Fup-kursus viser et behov

Universitet overvejer politi-anmeldelse af kursus-udbyder

TV 2 | ØSTJYLLANDS afsløring af et fup-kursus for jura-studerende viser, at der er et behov for ekstra undervisningstilbud til studerende, mener Peder Østergaard, prodekan for Business and Social Sciences på Aarhus Universitet.

Han fordømmer overfor Morgenavisen Jyllands-Posten fremgangsmåden med den slags snyd og bedrag, og han understreger, at universitetet ikke vil lægge lokaler til private firmaer, der udbyder eksamenskurser  

- Vores undervisning er tilrettelagt, så de studerende kan bestå eksamen, hvis de følger undervisningen. Men med regeringens seneste udmelding om, at vi skal optage flere studerende og få dem hurtigere igennem, kan der være behov for at overveje, om vi skal tilbyde ekstra undervisning til nogle studerende, siger han til avisen.

Hans opfordrer studerende, der ønsker ekstra-undervisning, til at diskutere behovet i deres lokale studienævn. Der kan dog aldrig blive tale om kurser, der skal betales for, understreger han.

Thea P. Frederiksen, formand for Studenterrådet, mener, at det er helt "forrykt", at 80 jurastuderende vælger at betale 300 kr. for et ekstrakursus.

- Men det er et vink med en vognstang om, at undervisningen ikke er god nok, og det må de tage op i studienævnet på jura. Vi ved fra flere områder, at studerende tager ekstrakurser, og det hele handler om undervisningens kvalitet, siger studenterrådsformanden til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Ifølge avisen overvejer universitetets ledelse at melde  kursusudbyderen til politiet.