Flytter jobs fra Indien til Århus
Den indiske vindmølleproducent Suzlon fejrer i dag åbningen af sit globale hovedkvarter i Århus.
Danmark mister i disse år tusindvis af jobs til især asiatiske lande, men udviklingen går i visse tilfælde også den anden vej.
Det er den indiske vindmølleproducent Suzlon et bevis på.
Suzlon fejrer i dag åbningen af sit nye globale hovedkvarter, der ligger i Århus. I første omgang var planen, at Århus-afdelingen udelukkende skulle være et administrativt center, men på grund af det store danske know-how indenfor vindenergi besluttede koncernen at flytte endnu flere jobs til Østjylland.
I spidsen for Suzlon i Danmark står Per Hornung Pedersen, der er tidligere koncerndirektør i NEG Micon i Randers:
- Suzlon har valgt Danmark som deres globale videnscenter, og det siger i høj grad noget om Danmarks særstatus indenfor viden om vindenergi-sektoren, siger han.
TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om sagen i dagens udsendelser.