Fest og forløsning: Studenter fik sig i dag en overraskelse på studenterkørslen
Glade studenter fra Aarhus og omegn fik sig i dag en overraskelse på deres studenterkørsel.
Rejsen dertil har været hård, og for mange af gymnasieeleverne har det været uvist, om der overhovedet kom en fest.
Men med eksaminerne veloverstået er skuldrende begyndt af falde på de mange ny-udsprungne studenter, og stemningen er blødt op.
I dag var en af de første dage, de glade studenter kunne køre studenterkørsel, og det er i sig selv en oplevelse, de ikke troede, at de skulle opleve i år.
- Det er virkelig stort, at vi kan få lov til at holde studenterkørsel. Jeg har aldrig nogensinde oplevet så stor en forløsning, når jeg er blevet færdig med noget, siger Christopher Gregers Petersen, student fra Aarhus til TV2 ØSTJYLLAND.
Studenterne har haft et år præget af coronarestriktioner, hjemsendelser og onlineundervisning. Derfor var det nogle ekstra glade unge mennesker, der i dag kunne sætte sig i studentervognen og begive sig ud på en uforglemmelig dag.
- Vi er glade for, at vi endelig ikke er isoleret alle sammen. Jeg har virkelig savnet de her skønne mennesker. Vi hygger os sammen, det har virkelig været savnet, siger Mads Skeldal, der er student i Aarhus til TV2 ØSTJYLLAND.
En overraskelse ventede på tangkrogen
På ruten i dag var der dog et uventet stop for de mange studenter.
Mange studentervogne samlede sig til middag omkring pladsen på Tangkrogen, hvor en overraskelse var gemt i en lastbil.
Læs også
Lastbilen var en mobil koncertplads, hvor DJ Kato stod parat til give de unge en stor fest.
- Studenterne har haft et sindssygt år. Det har været hårdt for dem, de har været meget hjemme, og det har jeg også selv. Jeg følte, at jeg kunne gøre noget, for at give dem en oplevelse, siger Kato, med det borgerlige navn Thomas Kato Vittrup, der er dansk DJ og producer.
Ideen til overraskelseskoncerten udsprang, ifølge Kato, for flere år siden, i forbindelse med en anden studenterfest. Han havde været ude af spille til en privatfest, fordi studentervognen var blevet udsmykket med hans navn på et banner.
Efter en lang periode med corona og isolation tænkte han derfor, at han kunne gøre noget lignende og holde en fest for de unge studenter.
Læs også
- Her har vi mulighed for at styre det, så der også er tænkt på sikkerhed og coronarestriktioner. Det er megafedt, siger DJ’en.
Startskuddet på studenterugerne
Festoverraskelsen faldt da også i god jord hos de unge mennesker.
- Det er helt fantastisk. Jeg føler, at jeg drømmer, det er bare helt fantastisk, siger Eva Mosekirke imens hun danser til Katos koncert.
For mange er koncerten et startskud til en fantastisk dag og nogle festlige uger.
- Det er en sindssyg oplevelse. Vores fest er lige startet, vi blev studenter i går, så det kommer til at være en fed uge, siger Tharanika Ragunathan.
Kato selv havde også en god oplevelse med at spille for de mange glade ansigter.
- Jeg har trængt til at komme ud og vifte lidt med ørene. Jeg gør både noget godt for ungerne og for mig selv, og det har været sindssygt fedt.