Far jubler over millioner til folkeskoler: - Det er fantastisk
Millioner til folkeskoler i Aarhus vækker glæde hos både forældre og skoleleder.
- Jeg synes det er rigtig godt, det er fantastisk.
Sådan er reaktionen fra David Mortensen på, at folkeskolerne i Aarhus får 57 millioner her og nu. Han har nemlig en søn i 7. klasse på Hårup skole.
Politikerne i Aarhus har i dag besluttet at give en økonomisk håndsrækning for at rette op på det markante underskud på de aarhusianske skolers budgetter.
Bløder op
I starten af marts kom det frem, at folkeskolerne i Aarhus Kommune kommer til at mangle 112 millioner kroner i 2024 i udgifter til specialklasser.
Udsigten til besparelser bekymrede David Mortensen, og han overvejede at tage sit barn ud af folkeskolen, hvis kvaliteten blev dårligere. Men det har ændret sig nu.
- Det får mig til at bløde op, og jeg synes jo, at folkeskolen er det bedste tilbud, så det er godt, at halvdelen af pengene er fundet, siger David Mortensen.
Vi skal holde øje med dem
Udover penge, forpligtede parterne sig også i dag til at finde langsigtede løsninger på skolernes økonomiske situation.
Og det er især det, der glæder David Mortensen, for han er godt klar over, at en pose med penge ikke er nok.
- Der synes jeg så, at vi som forældre skal holde øje med, at politikerne indfrier det, siger David Mortensen.
Bred aftale løfter folkeskolernes økonomi
Det er den samlede forligskreds bag budgetaftalen for 2024 i Aarhus Kommune bestående af Socialdemokratiet, SF, Konservative, Venstre, Danmarksdemokraterne, Radikale Venstre og Thure Hastrup, der netop har indgået aftalen om ekstra penge til folkeskolerne.
Han er ikke den eneste, som frygtede sparekniven. Marianne Holm, der har et barn i 1. klasse på Rundhøjskolen, fortalte tidligere til TV2 ØSTJYLLAND, at datteren er skrevet op til en privatskole, hvis kvaliteten i den danske folkeskole skulle gå hen og blive for dårlig.
Stadig bekymringer
Hun er også glad for, at der fundet penge, men bekymringerne er ikke helt forsvundet med for hende.
- Det virker som mange penge, men det er jo knap halvdelen af det beløb, der skal dækkes og fordelt på skolerne, ved jeg jo ikke, hvad det betyder for den skole, min datter går på, siger Marianne Holmgaard Hahn.
De 57 millioner bliver fordelt, så hver skole får et beløb, og så det er op til hver enkel skole at bestemme, hvad pengene skal gå til.
- Der er stadig en hel masse ubekendte, der gør, at jeg ikke kan vide, hvad det får af betydning for min datters fremtidige skoleforløb, siger Marianne Holmgaard Hahn, men tilføjer, at pengene giver noget håb.
Kan ikke undvige sparekniven
Hendes fortsatte bekymringer er ikke ubegrundet. Skoleleder på Rundhøjsskolen Mads Jacobsen fortæller, at skolen ikke helt kan undvige sparekniven.
- Vi må stadigvæk kigge på kantinen, to-lære-ordninger, afskaffelse af lejrskoler, og det bliver vi nødt til, selvom der kommer penge til os nu, siger Mads Jacobsen.
Men for ham fylder glæden over, at der trods alt er fundet nogle penge allermest.
- Jeg synes, det er rigtig dejligt, at politikerne lytter, og man tager det, vi siger, alvorligt, det vil jeg godt kvittere for. Det er rart, at der kommer penge nu og her, siger Mads Jacobsen.
Derudover er han glad for, at politikerne vil kigge på budgetmodellen fremover, så midlerne til skolerne forhåbentlig lever op til forventningerne til skolerne, fortæller han.
Finansieringen består af
9 mio. kr. fra Sundhed og Omsorgs opsparing som følge af overskud i regnskab 2023. Det giver mulighed for, at Børn og Unge og Sundhed og Omsorg kan fortsætte arbejdet sammen om eksisterende indsatser i forhold til sundhed, bevægelse og trivsel samt samarbejde med samarbejdspartnere på kultur- og erhvervsområdet.
3 mio. kr. fra overskydende midler i KVIK i Borgmesterens Afdeling i forbindelse med værnemidler.
17 mio. kr. fundet ved omprioriteringer i Børn og Unge. Midlerne, som er fundet i budget 2025 overføres til budget 2024 med rammekorrigerende effekt.
28 mio. kr. fra pasningsgarantireserven svarende til, at der kan bygges 8 færre dagtilbudsgrupper. Dette er muligt, fordi væksten i børnetallet er faldende. Børnetallet er ca. 3.000 mindre i 2028 i prognosen fra 2023,
end det forventede børnetal fra 2020-prognosen, som indgår i vurderingen af behovet i investeringsplanen fra budget 2021.
Kilde: Aarhus Kommune
Flot man har fundet pengene
Jens Mathiasen, som er formand for Aarhus Skolelederforening, glæder sig også over, at politikerne har lyttet.
- Jeg er rigtig glad for, at vi har fået kastet lys over det her, og at politikerne har taget det så alvorligt, som de har, siger Jens Mathiasen.
Det glæder også ham, at der bliver arbejdet på en langsigtet løsning.