Endnu et Aarhus-vartegn slukker lyset
For at spare på energien slukker kunstmuseet Aros fremover lyset om natten.
I de sene nattetimer vil kunstmuseet Aros ikke længere vise vejen med regnbuen på toppen. For når klokken slår midnat torsdag, bliver lyset i den kendte Aarhus-attraktion slukket.
Det sker som følge af den nuværende energikrise og i et forsøg på at spare. Det oplyser Aros i en pressemeddelelse.
– På AroS ønsker vi at bidrage med alt, hvad vi kan i forhold til den aktuelle energikrise og den generelle omstilling. Vi har således allerede indarbejdet flere tiltag og ser lige nu på yderligere muligheder for optimering på tværs af hele museet, siger museumsdirektøren, Rebecca Matthews, i meddelelsen.
Det ikoniske værk af Olafur Eliassons, der har det officielle navn Your rainbow panorama, har oplyst Aarhus siden den åbnede for publikum i 2011. Lyset vil fremover være slukket mellem midnat og klokken 6 om morgenen.
Flere slukker lyset
Den mørklagte regnbue er blot et blandt flere energibesparende tiltag i det østjyske. I denne uge blev det også besluttet, at udendørs belysning på Aarhus Rådhus, der ellers har været oplyst i gult og blåt, og kommunens andre kommunale bygninger slukkes.
Også Randers Regnskov har valgt at slukke lyset, der oplyste kuplerne, og flere kommuner har aflyst de skøjtebaner, der plejer at blive opstillet.
Det traditionsrige julelys på stormagasinet Salling er ligeledes droppet i år. Derudover har flere offentlige institutioner og private virksomheder skruet ned for varmen.