Efter ø-tur: I dag skal dronningen helt til tops
Det kongelige sommertogt fortsætter fredag, hvor dronning Margrethe kommer på besøg i Aarhus. Her skal hun blandt andet spise middag i Danmarks højeste byggeri.
Efter at have tilbragt torsdagen på Anholt kommer dronning Margrethe i dag og lørdag på besøg i Aarhus.
Det sker som en del af majestætens sommertogt med Kongeskibet Dannebrog, og aarhusianerne kan godt finde vinkearmene frem, for besøget bliver blandt andet med karettur i byen fra klokken 10.30.
Inden da bliver dronningen modtaget på havnen af borgmester Jacob Bundsgaard (S), når kongeskibet ligger til kaj - med mindre altså dronningen må flyves ind med helikopter, som det skete torsdag, hvor drillende vejr forhindrede kongeskibet i at sejle til ved Anholt.
Programmet for dronningens besøg i Aarhus
Fredag
Kl. 10.00: Ankomst til Aarhus Havn
H.M. Dronningen ankommer til Aarhus Havn og modtages på kajen af borgmester i Aarhus Kommune Jacob Bundsgaard. Prinsens Musikkorps spiller ”Kong Christian”, og borgmesteren udbringer et nifoldigt leve.
Kl. 10.30: Karetkørsel i Aarhus
Dronningen kører sammen med borgmester og ægtefælle i karet til Aarhus Rådhus med eskorte af Gardehusarregimentets Hesteskadron.
Kl. 10.45: Officiel modtagelse på Aarhus Rådhus
Dronningen modtages på Aarhus Rådhus og præsenteres i byrådssalen for byrådets medlemmer.
Kl. 11.30: Frokost på Rådhuset
Aarhus Kommune er vært ved en officiel frokost for indbudte gæster i Rådhushallen.
Kl. 12.35: Besøg på Aarhus Universitet
Foran Molekylærbiologisk Institut, der er en del af Aarhus Universitet, modtages Dronningen af rektor Brian Bech Nielsen og dekan for naturvidenskab Kristian Pedersen. Molekylærbiologisk Institut er situeret i det gamle Kommunehospital, og bygningen er i dag renoveret for at huse moderne undervisnings- og forskningsfaciliteter, som Aarhus Universitet netop har taget i brug. Dronningen får under sit besøg præsenteret Universitetsbyen som en 3D-model via iPad, plancher og model over byggeplanerne.
Kl. 14.00: Besøg ved Generationernes Hus
Dronningen besøger Generationernes Hus, der blev indviet i 2021 som et fællesskabsdannende initiativ for både børn, unge, voksne og ældre. Generationernes Hus rummer således både plejehjem, børnehave, studieboliger og boliger til familier. Ved ankomst overrækkes Dronningen blomster af 90-årige Johanne Højgård, hvis barnebarn bor i en af husets ungdomsboliger, og under en rundvisning hører Dronningen om husets forskellige aktiviteter og tilbud.
Kl. 14.40: Besøg ved ReThinkers
ReThinkers er drevet af frivillige og blev etableret i 2017 i forbindelse med udnævnelsen af Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad, og i dag er organisationen en del af VisitAarhus. I forbindelse med besøget får Dronningen en rundvisning og introduktion til organisationens arbejde samt betydning for byens fællesskabsfølelse. Rundvisningen afsluttes med, at Dronningen overværer et udpluk af en teaterforestilling opført af frivillige.
Kl. 15.20: Besøg ved Havnecentret
I Havnecentret hører Dronningen om Aarhus Havns bæredygtige udvikling og klimamål for blandt andet biodiversitet, landstrøm og grøn energi. Dronningen præsenteres ligeledes for vareprøver fra virksomheden Pond, der fremstiller plastik af bæredygtige materialer
Kl. 19.15 Middag på Lighthouse
Dronningen deltager i en middag på toppen af Lighthouse, der med sine 142 meter er Danmarks højeste byggeri. Fra restauranten på 44. etage er der blandt andet udsigt til Samsø, Tunø, Djursland samt oplandet omkring Aarhus. Dronningen får ved ankomst en præsentation af bygningen af arkitekten bag.
Lørdag
Kl. 10.00: Besøg i Kristian F. Møllers boghandel
Dronningen modtages på Store Torv, hvor der fortælles om handelslivet, torvet og foreningen. Herefter besøger Dronningen Kristian F. Møllers boghandel, der er en selvstændig, traditionsrig og familiedrevet boghandel grundlagt i 1905. Den nuværende indehaver, Marianne Møller, fortæller om boghandlens historie og specialer.
Kl. 10.20: Besøg i skobutik Roccamore
Dronningen besøger skobutikken Roccamore, hvor indehaver og stifter Frederikke Antonie Schmidt præsenterer skobutikkens historie og aktiviteter.
Kl. 10.45: Besøg på Salling Rooftop
Dronningen introduceres for Salling Rooftop, Salling Skywalk og Salling Roofgarden. Salling Rooftop er et byrum på 2000 kvadratmeter og ligger på toppen af stormagasinet Salling, hvorfra man har en 360-graders panoramaudsigt. Byrummet er udvidet med en Roofgarden på 1400 kvadratmeter, der rummer forskelligartet beplantning, træer i seks meters højde, gangbroer, himmelgynger, solkroge, kunst-installationer og en udkigsplatform i 35 meters højde.
Kl. 11.20: Besøg i Gellerup
Under besøget i Gellerup får Dronningen en fortælling om tankerne om en sammenhængende by og de forandringer, der er planlagt og gennemført i Gellerup. Derudover deltager Majestæten i en fejring i byparken, hvor Dronningen blandt andet hilser på Bydelsmødre, som fortæller om deres arbejde under corona-pandemien. Besøget afsluttes med underholdning fra Cirkus Tværs og en fremførelse af Gellerupsangen af lokale musikere.
Kl. 13.00: Karetkørsel
Dronningen kører i karet sammen med borgmesteren til Mindeparken eskorteret af Gardehusarregimentets Hesteskorte.
Kl. 13.15: Besøg i Mindeparken
Mindeparken er inddelt i forskellige zoner, der sætter fokus på Danmarks talenter inden for de valgte fagområder. I forbindelse med besøget i Mindeparken besøger Dronningen fem zoner og overværer koncerter.
Kl. 13.20: Overværelse af koncert
Dronningen overværer en koncert, hvor 400 børn synger sammen med Aarhus Jazz Orchestra.
Kl. 13.50: Besøg i Zone 1 - Gastronomi
Dronningen præsenteres for dagens gastronomiske aktiviteter.
Kl. 13.55: Frokost i Zone 1
Kommunen er vært ved officiel frokost, hvor kokkeelever præsenterer de forskellige retter mellem hver servering.
Kl. 14.50: Besøg i Zone 2 - Sport
Dronningen overværer taekwondo og en ballet arrangeret af Elite Sports Akademiet.
Kl. 15.05: Besøg i Zone 3 – Design & Fashion
Dronningen præsenteres for en række talentfulde designere og iværksættere, der alle arbejder frem mod en grøn omstilling af branchen. Fælles for udstillerne er, at de genanvender materialer og indtænker designprocesser, som skaber lang levetid for deres produkter.
Kl. 15.20: Besøg i Zone 4 – Børnekultur og Talent Aarhus
Dronningen møder børn, der arbejder med den kunstneriske monotypi-teknik
Kl. 15.35: Besøg i Zone 5 – Håndværk
Dronningen præsenteres blandt andet for sit eget monogram udført i røde og hvide roser. Majestæten får også vist hår-, blomster- og ballonkunst.
Kl. 15.55: Afslutningskoncert
Dronningen overværer afslutningskoncert med Teitur, Tina Dickow og Andrea Pellegrinfra på den store scene.
Kl. 19.30: Reception på Kongeskibet Dannebrog
Dronningen er vært ved en reception for indbudte gæster på Kongeskibet Dannebrog i Aarhus Havn.
Kilde: Kongehuset
Aarhus ligger dog i ly i bugten, og det skulle dermed gerne give mulighed for en 'rigtig' modtagelse ved havnekanten.
I løbet af dagen skal dronningen blandt andet også besøge Aarhus Universitet og Generationernes Hus, inden der til aften er middag på 44. etage af Lighthouse på Aarhus Havn.
Besøget i Aarhus fortsætter lørdag, hvor dronningen blandt andet skal en tur på strøget og besøge både en boghandel, en skobutik og en tur på Salling Rooftop.
Selv om dronningen ofte er i Aarhus i 'sommerhuset' Marselisborg Slot, er det første gang, majestæten kommer på besøg som en del af et sommertogt.