Digitale tvillinger "kopierer" fysiske genstande ind på en computer
Det kan være svært at overskue mulige fejl, når man skal teste et bagagebånd til en lufthavn. Men ved at lave en såkaldt digital tvilling, kan testarbejdet nu laves på computeren.
Forestil dig, at du har din helt egen digitale tvilling, der kan fortælle dig, hvad der sker med din krop, hvis du stopper med at dyrke motion eller begynder at ryge hver dag.
Det her med en digital tvilling kan lyde science fiction-agtigt, og forskningen er der da heller ikke helt der endnu for mennesker. Men det er den for mange produkter.
Læs også
De har nemlig fået deres helt egen digitale tvilling i den forstand, at der er lavet en digital kopi af dem. Altså er de "blevet kopieret" ind i en computer, som så gemmer data om tingenes materiale, farve og funktion.
En præcis kopi
En digital tvilling er en præcis digital kopi af noget fysisk. Det kan være en organisme, et system, en enhed eller en proces. Den digitale tvilling er så præcis en model, at den agerer og reagerer i den virtuelle verden præcis som den fysiske genstand ville gøre det i den fysiske verden.
Formålet med den digitale tvilling er, at man med kunstig intelligens kan lave en kunstig digital kopi, der i en computer kan forudsige, hvordan ting ældes og hvilke udfordringer der kan opstå, fordi den digitale tvilling er så præcis.
Den digitale tvilling giver et digitalt spejlbillede af et fysisk produkt. Ved hjælp af sensorer og anden elektronik sender det fysiske produkt via nettet data til skyen, som derefter bliver koblet til en digital kopi i 3D.
Tvilling giver overblik
Én af de virksomheder, der allerede har gjort brug af muligheden for at få en digital tvilling er Beumer Group fra Aarhus. De leverer bagagebånd til lufthavne i hele verden og for dem er det vigtigt, at der er styr på bagagen.
Deres bagagebånd i lufthavnene findes ikke længere kun i virkeligheden, men har også fået en digital tvilling et sted i cyberspace, og denne digitale tvilling opfører sig præcis ligesom det fysiske anlæg.
- Det store problem er, at vores bagagesystemer tit er meget store, derfor har vi ikke haft mulighed for at stille fysiske testmodeller op, men når vi kan digitalisere dem, så er der ingen grænser for, hvor store de kan være, siger Lars Guldager Ardal, der SW Project Manager hos Beumer Group i Aarhus.
Med den digitale tvilling er det blevet nemmere for virksomheden at finde fejl og teste bagagebåndene, fordi de ikke længere behøver bruge det fysiske system, men kan gøre det hele på en computer.
Flere og flere får en digital tvilling
Arbejdet med digitale tvillinger er lige nu i rivende udvikling, og derfor åbner Aarhus Universitet nu sit første center for digitale tvillinger.
Læs også
- Det her er noget, som vi vil komme til at se rigtig meget til de næste ti år, siger Peter Gorm Larsen, der er professor ved Aarhus Universitet. Kan skal stå i spidsen for det nye center, der skal forske og undervise i digitale tvillinger.
- Det vil ændre vores måde at reagere på i forhold til produkter, hvor vi vil være i stand til at kunne forudsige de mulige problemer, der vil være med dem, inden de optræder, siger Peter Gorm Larsen.
Fremtidig menneskekopi
I de kommende år vil flere og flere produkter få en digital tvilling, men der går noget tid, før det vil være muligt at lave en digital tvilling af mennesker.
- Det vil være langt ude i fremtiden, hvis den slags skal være realistiske i hvert fald i min optik. Vi er som individer ikke bygget ens, og det betyder, at man skal have kortlægning af generne for at have en chance for at kunne gøre det i dag, og der er vi heldigvis langt fra at være i dag, siger Peter Gorm Larsen.
Det nye center for digitale tvillinger på Aarhus Universitet åbner den 6. maj.