DF: Ballade er en politiopgave
Byrådsmedlem Knud Mathiesen mener, at politiet skal stramme op efter butiklukning i Bispehaven
Store problemer med hærværk og tyverier tvinger nu Dansk Supermarked til at lukke deres Netto-butik i Hasle ved Aarhus.
Butikken på Ryhavevej ligger lige klods op af det socialt belastede boligområde, Bispehaven, og har gennem længere tid været plaget af daglige tyverier.
Se også: Netto lukker på grund af tyverier
Lukningen af Netto-butikken ærgrer byrådsmedlem Knud N. Mathiesen fra Dansk Folkeparti. Han håber, at kæden i sidste øjeblik vil omstøde sin beslutning:
- Jeg vil meget opfordre Netto til at holde deres butik åben, siger han i et interview med TV 2 | ØSTJYLLAND.
Udover at være menigt byrådsmedlem, er Knud N. Mathiesen også medlem af kommunens socialudvalg og beskæftiger sig derfor med for eksempel sociale indsatser i boligområde.
Han mener dog, at problemer med unge, der laver ballade, ligger hos Østjyllands Politi og ikke Aarhus kommune.
- Det må jeg betragte som en ren og skær politiopgave. Derfor må vi have ordensmagten til at gribe ind, siger Knud N. Mathiesen.
Han forklarer:
- Vi har sociale medarbejdere i både Gellerupparken og Bispehaven og lige lidt hjælper det.
Ifølge Knud N. Mathiesen vil Aarhus Kommune nu indkalde Østjyllands Politi til et samråd for at drøfte problemerne i Bispehaven.
Du kan se hele interviewet med Knud N. Mathiesen øverst i artiklen.