Buschauffør overfaldet med slag i hovedet

En 33-årig mand er anholdt og sigtet for at have overfaldet en buschauffør natten til torsdag.

Overfaldet fandt sted ved bussens endestation i Harlev. Foto: Tobias Nørgaard Pedersen - Ritzau Scanpix

En buschauffør blev natten til torsdag ved 00.30-tiden overfaldet af en passager i Harlev vest for Aarhus. En 33-årig mand er anholdt og sigtet i sagen.

Den mandlige buschauffør havde netop kørt bussen til endestationen ved Harlev, da en mandlig passager kom op til ham og bad ham ringe til en taxa.

Læs også Busballade: Selskab fralægger sig ansvar og rådmand kan ikke gøre mere

Ifølge politiet spurgte chaufføren, om ikke passageren selv havde en telefon og kunne ringe. Manden spurgte igen chaufføren, om han ville ringe efter taxaen, men det ville han ikke og bad manden forlade bussen.

Slået og skubbet ud af bussen

Det nægtede manden, og da buschaufføren rejste sig fra sit sæde og pegede mod døren, slog det tilsyneladende klik for passageren, der slog buschaufføren i hovedet.

Læs også Hundredvis tændte fakler og sang for at støtte chikaneramt familie

- Han blev slået, formentlig en enkelt gang, og så blev han skubbet ud af bussen og ned på jorden, siger Janni Lundager, kommunikationsmedarbejder ved Østjylland Politi.  

Overfaldsmanden var stået på bussen ved Klostertorvet i Aarhus, men det var her ved endestationen i Harlev, at overfaldet fandt sted. Foto: Google Maps

Mens buschaufføren lå på jorden, forsøgte overfaldsmanden at sætte sig ovenpå ham. Dog uden held.

Buschaufføren fik kæmpet sig tilbage i bussen, lukket døren og slået alarm, inden han kørte væk fra stedet.

Anholdt med joint i lommen

Kort tid efter spottede en patrulje fra Østjyllands Politi en mand, der passede på signalementet tæt på endestationen i Harlev. 

Læs også Alle børn fortjener en julegave: Piger deler dukker ud til dem, der mangler

Den 33-årige mand blev anholdt og sigtet for vold. Da politiet også fandt en joint i lommen på ham, er han desuden også sigtet for narkobesiddelse. 

Buschaufføren er fysisk ikke kommet alvorligt til skade, men var i nat ifølge politiet øm i kroppen efter overfaldet. 

Hos Busselskabet Aarhus Sporveje, hvor chaufføren er ansat, fortæller Bjarne Larsen, HR- og kvalitetschef, at selskabet i sådanne sager har en fast procedure, der går i gang, og at vedkommende blandt andet er blevet tilbudt psykologhjælp.