Brutalt overfald på 83-årig
Psykisk syg gik amok på sin handicappede nabo
En 29-årig psykisk syg mand er blevet sigtet for vold, efter at han lørdag overfaldt sin 83-årige handicappede nabo.
Det 83-årige offer blev overfaldet i Augustenborggade i Aarhus.
Den handicappede mand blev slået cirka 20 gange med knyttet næve i ansigtet og på overkroppen. Han fik desuden stukket en finger i det ene øje.
Det voldsomme overfald fandt sted omkring kl. 10 lørdag formiddag. Volden stod på i 20-25 minutter.
Havde svært ved at trække vejret
Under overfaldet satte den 29-årige gerningsmand sig desuden overskrævs på den 83-åriges brystkasse, hvilket betød, at han havde svært ved at trække vejret.
- Den 83-årige blev senere behandlet på skadestuen. Han har fået en del knubs, men er ikke kommet alvorligt til skade, siger vagtchef Per Bennekov fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den 29-årige mand er blevet anholdt og tvangsindlagt på
det psykiatriske hospital i Risskov.
Han bliver søndag fremstillet i grundlovsforhør in absentia - altså uden selv at være til stede.