Bilister overser cyklister i høj fart: Her er de farligste kryds

Syv ud af ti ulykker med cyklister sker i vejkryds. I Aarhus sker ulykkerne især i de kryds, hvor cyklisterne i høj fart kører ned ad byens mange bakker.

Det kan være farligt for cyklister at komme med høj fart ind i et vejkryds. Arkiv

Kigger man på de 10 vejkryds i Aarhus, hvor der sker flest uheld, er der en klar tendens. Det er de steder, hvor cyklister kører ned ad bakke med høj hastighed.

Vi skal sætte farten lidt ned – ikke mindst når det går ned ad bakke – og holde godt øje med hinanden, inden vi kører ud i et kryds.

Martin Løv Simonsen, ingeniør, Teknik og Miljø, Aarhus Kommune

Cyklisterne bliver overset af bilister, der svinger til højre, eller så kolliderer de med modkørende bilister, der skal til venstre.

- Det kan være marginaler, der afgør, om det ender galt i trafikken. Derfor er det så vigtigt, at vi tager den nødvendige tid til at orientere os grundigt – især i kryds. Det gælder både cyklister og bilister. Sæt farten ned – sørg for at få øjenkontakt, så du er sikker på, at du er blevet set, siger Bünyamin Simsek (V), rådmand, Teknik og Miljø, i en pressemeddelelse.

Flest uheld 2015-2019

1. Skanderborgvej/Christian X’s Vej

2. Paludan Müllers Vej/Vestre Ringgade

3. Silkeborgvej/Vestre Ringgade

4. Viborgvej/Ringkøbingvej

5. Vestre Ringgade/Søren Frichs Vej

6. Paludan Müllers Vej/Marienlystvej

7. Langelandsgade/Katringbjergvej

8. Hjortensgade/Vesterbro Torv

9. Herredsvej/Hasle Ringvej

10 Marselis Boulevard/Skanderborgvej

 

Kilde: Aarhus Kommune

Brug et par sekunder mere

I de kommende tre uger deltager Aarhus Kommune i den landsdækkende kampagne 'Brug 2 sek. mere på at orientere dig i krydset'.

Derfor kan man i uge 21-23 se opfordringen på plakater og malet med gul farve på cykelstien i mange af byens kryds.

Læs også Ung kvinde savnes fortsat - stadig ingen spor

- Vi arbejder hele tiden på at forbedre trafiksikkerheden i Aarhus. Vi analyserer de uheldsbelastede steder og ombygger der, hvor det giver mening, siger Martin Løv Simonsen, ingeniør, Teknik og Miljø.

- Men det er helt afgørende, at vi samtidig også arbejder med vores adfærd i trafikken. Vi skal sætte farten lidt ned – ikke mindst når det går ned ad bakke – og holde godt øje med hinanden, inden vi kører ud i et kryds, fortsætter han.