Beboere frygter at blive sat på gaden
Mange beboere i Gellerup kender ikke til den såkaldte tryghedsgaranti og tror, at kommunens helhedsplan for området betyder, at de bliver sat på gaden.
Århus Kommunes helhedsplan for Gellerup betyder, at flere boligblokke skal rives ned. Det får beboere til at frygte, at de ender på gaden.
Både Retshjælpen i Gellerup og Folkeinformationen har jævnligt besøg af fortvivlede beboere, der frygter at blive sat ud af deres lejlighed.
Rabih Azad-Ahmad fra Retshjælpen oplyser, at de har en del henvendelser fra folk, der ikke aner, at den såkaldte Tryghedsgaranti findes. Garantien sikrer, at ingen berørte beboere skal flytte fra området imod deres vilje og kan blive genhuset.
Informationsrådgiver Abdiwali Adan fra Folkeoplysnigen fortæller, at det primært er de ældre og de lavtuddannede, der har problemer med at forstå de mange informationer om konsekvenserne af helhedsplanen.
Århus Kommunes eget Gellerupsekretariat erkender overfor TV 2 | ØSTJYLLAND, at en helt ny undersøgelse viser, at mens beboere i området har hørt om nedrivninger, har de ikke hørt ret meget om tryghedsgarantien.
Se mere i TV 2 | ØSTJYLLAND tirsdag.