ARoS bliver vind-dreven
Som det første kunstmuseum i verden er ARoS blevet WindMade-certificeret
ARoS kan nu kalde sig for verdens første vinddrevne museum.
Det aarhusianske kunstmuseum har netop indgået en samarbejdsaftale med Vestas, som sikrer at 25 procent af museets strømforsyning kommer fra vindenergi.
- Vi er meget glade for WindMade-certificeringen - især fordi én af museets sponsorer, Vestas, står bag. Det borger for kvaliteten, siger museumsdirektør Erlend Høyersten i en pressemeddelelse.
- En sådan certificering flugter rigtig fint med ARoS' netop vedtagne Vision2020, hvori én af museets fem forpligtelser netop er bæredygtighed.
Hos Vestas glæder de sig også over samarbejdsaftalen.
-Vestas er og forbliver dybt forankret i Aarhus og det midtjyske. Det er derfor også en stor glæde for Vestas at understrege dette ved at sponsorere en lokal, men international orienteret kunstinstitution som ARoS, der har valgt at vise vejen inden for bæredygtighed ved at blive WindMade, siger marketing- og kommunikationsdirektør i Vestas, Morten Albæk.