Alt tyder på likvidering
Politiet arbejder videre på stranden ved Marselisborgskoven i jagten på spor efter gerningsmændene bag fredagens drab.
Obduktionen af den 41-årige mand, der fredag blev fundet død på en strand ved Århus, efterlader ingen tvivl hos politiet om dødsårsagen.
- Vores foreløbige undersøgelser peger i retning af offeret er blevet likvideret med et enkelt skud i nakken," siger efterforskningsleder Jørgen Munk fra Østjyllands Politi.
Efterforskningsleder Jørgen Munk efterlyser stadig vidner i sagen, selvom omtalen i medierne allerede har fået flere til at henvende sig. Specielt koncentrerer politiet sig om tidsrummet mellem klokken fem til lidt i 10 fredag. Mange mennesker bruger dagligt stedet ved 'Silistria' og jollerne, derfor håber Østjyllands Politi på mere hjælp i sagen.
- Hvis der er folk har været i området på det tidspunkt vil vi meget gerne høre fra dem," siger vicepolitiinspektør Jørgen Munk til TV2 | ØSTJYLLAND.
Som led i efterforskningen uddelte politiet i går løbesedler i området for at få eventuelle vidner til at melde sig. I særdeleshed har politiets interesse samlet sig om morgenbadere og gæster på hotellet ved Marselisborg, der måtte have gået en tidlig morgentur fredag.
Offer identificeret
Offeret er identificeret som en 41-årig mand fra Århus. Politiet kender ham i forvejen for kriminalitet, men vil ikke berette om hvilke former for kriminalitet, som den 41-årige har været involveret i.
Det var lokale fiskere, der gjorde det uhyggelige fund kort før klokken 10 fredag formiddag. Efter nogle undersøgelser udelukkede politiet, at der var tale om selvmord. Gerningsvåbnet er ikke fundet. Politiet arbejder nu på at fastslå den 41-åriges færden de seneste dage og hans
omgangskreds.