AGF'erne fik opsang i pausen
AGF-træner Morten Wieghorst var ikke tilfreds med første halvleg i sejren over Brønshøj søndag
Søndag sikrede AGF sig endnu en sejr, da Brønshøj blev besejret med 4-0 på NRGi Park i Aarhus, og dermed er aarhusianerne ubesejret i 13 kampe i streg.
AGF'erne gik til pause foran med 1-0, men AGF-træner Morten Wieghorst var ikke tilfreds med spillernes præstation i de første 45 minutter.
- I pausen giver Morten os en lille skideballe. Han råbte ikke ad os, men de ting han sagde, gjorde det klart for os, at vi skulle steppe op inde på banen. Få minutter i anden halvleg får vi scoret til 2-0, og derefter kan vi slappe af og kontrollere kampen, siger Kim Aabech til klubbens hjemmeside.
Efter et kvarters spil af kampen havde netop Kim Aabech sendt AGF i front med 1-0, men efter scoringen overlod aarhusianerne spillet til de sjællandske gæster.
- Vi er naturligvis glade for dagens kamp. Dog var vi ikke så tilfredse med spillet efter vores scoring og indtil pausen. Jeg synes, drengene så nervøse ud, men det er jo ingen grund til, når vi er foran med 1-0, siger Morten Wieghorst.
To minutter inde i anden halvleg bragte AGF-topscorer Mate Vatsadze holdet på 2-0, og så var det som om, at kampen var afgjort.
- Vi spiller jo rigtig godt i anden halvleg. Vi har langt mere kvalitet med bolden og mere intensitet i vores presspil. Mates scoring er jo efter et rigtig flot opspil, og vi formår i dag at holde 0'et, siger Morten Wieghorst.
Sejren sender AGF hele 10 point foran de nærmeste forfølgere fra Vendsyssel, og med seks kampe tilbage af 1. division begynder duften af Superliga for alvor at brede sig i Aarhus.
- Mange snakker om at vi allerede er rykket op, og det ser da også fornuftigt ud med 10 point til tredjepladsen. Nu handler det i høj grad om at vi skal holde fokus på vores egne kampe, og næste gang er på torsdag i Roskilde, siger AGF-træneren.
Kampen mellem AGF og FC Roskilde spilles torsdag klokken 19.00 i Roskilde.