Afkørsel lukker i månedsvis - forventer kødannelse
Trafikanter, som normalt bruger afkørslen, må i tre måneder vænne sig til en større omvej.
Det er nok de færreste, som jævnligt kører på E45 i Østjylland, som ikke har opdaget, at den er ved at blive udvidet til tre spor.
Det arbejde er nu årsag til, at Vejdirektoratet lukker for til- og frakørsel ved afkørsel 50 Hørning. Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Når man udvider med et tredje spor, kræver det også udbygning af nødspor og kørebaner omkring til- og frakørselsramperne, og da "arbejdsforholdene er særligt snævre, er Vejdirektoratet nødt til at lukke for til- og frakørsel <50> Hørning i tre måneder", lyder det i pressemeddelelsen.
Stor omvej
Ifølge meddelelsen har det den konsekvens, at trafikanter, som normalt ville køre af eller på ved afkørslen, skal ud på en større omvej. Vejdirektoratet varsler en omkørsel på omkring fem kilometer via Genvejen og Aarhus Syd Motorvejen.
Afspærringen af afkørslen vil ske fra 1. juni til 15. september, og man må indstille sig på, at det kan give kødannelse i myldretiden og forlænget rejsetid på grund af omkørslen.
Udvidelsen af motorvejen mellem Kolding og Randers skal i sidste ende lette trafikken og de lange køer i myldretiden. Arbejdet ventes at være færdigt i 2026.
Allerede tirsdag og onsdag vil der på strækningen ved Hørning blive spærret på selve motorvejen, fordi man er ved at udvide motorvejsbroen.