900 protester mod ny busrute
Borgere i Solbjerg er utilfredse med omlægning af rute
De nye køreplaner for busselskabet Aarhus Sporveje har vakt vrede blandt flere buspassagerer.
En af de borgere, som nu forsøger at påvirke Aarhus Kommune, der står for planlægningen af ruterne, er Helle Østergaard fra Solbjerg.
Hun har startet en underskriftsindsamling imod den nye rute, som linie 20 nu kører.
Se også: Borgere vil ha' bus tilbage
Linie 20 havde indtil omlægningen stoppested ved den trafikerede Harald Jensens Plads i Aarhus, hvor der er mulighed for at skifte til et væld af andre buslinjer.
Det er nu ikke længere tilfældet - og samtidig er ruten blevet længere både, hvad angår tid og kilometer, lyder klagen:
- Det er et knudepunkt for rigtig mange, og samtidig har vi fået en længere rejsetid, siger Helle Østergaard.
Hun mener, det er utilfredsstillende, at borgerne i kommunens yderområder gang på gang får forringelser inden for den offentlige trafik.
- Der er en del, der har valgt at flytte til Solbjerg i det nyudstykkede område, som er afhængige af bussen, siger hun.
Sværere vilkår for ældre
I skrivende stund er der indsamlet mere end 900 underskrifter sammen via internettet og på papir.
Rundt omkring i byens butikker og hos andre erhvervsdrivende er der blevet hængt papirer, hvor folk har mulighed for at skrive under.
Helle Østergaard fra Solbjerg er ikke den eneste, der forsøger at påvirke trafikplanlæggerne hos Aarhus Kommune.
Også Rita Hansen fra Aarhus-bydelen Holme har lavet en lignende underskriftsindsamling, fordi hun mener, at ændringen af linie 20s rute blandt andet går udover mange ældre, som har fået længere afstand til bussen.
Du kan høre, hvad Aarhus Kommunes trafikplanlægger siger til underskriftsindsamlingerne i tv-indslaget øverst i artiklen.