27-årig fængslet efter ulykke
Trafikulykke: Føreren af bil varetægtsfængslet i fire uger
Mandag aften kørte to biler sammen ved Malling syd for Aarhus. Ulykken kostede en 57-årig mand livet, mens en 46-årig mand blev hårdt kvæstet.
Føreren af bilen med de to passagerer, en 27-årig mand, blev tirsdag eftermiddag ved et grundlovsforhør varetægtsfængslet i fire uger sigtet for uagtsomt manddrab.
Han førte bilen, som klokken 20.46 kørte sammen med en anden bil, hvori der var en kvinde og et barn. Begge kom lettere til skade ved ulykken.
- Han er sigtet for uagtsomt manddrab og diverse færdselslovsovertrædelser, og han var formentlig påvirket af spiritus, siger vagtchef Stig Heidemann fra Østjyllands Politi.
Han fortæller, at varetægtsfængsling er almindelig procedure, når uforsvarlig kørsel afstedkommer, at nogen dør.
Ulykken skete i krydset ved Malling Bjergvej og Ajstrupvej vest for Malling.
Den 27-årige brækkede armen ved ulykken.