Narkohandel endte i drab - ung mand udleveret fra Tyskland

Østjyllands Politi har fået udleveret en 25-årig mand fra Tyskland, som er mistænkt for medvirken til en stor hashhandel med forbindelse til drabet på rapperen Shmur.

To mænd mistede livet den 22. juli i år. Foto: Øxenholt foto

OPDATERING

Den 25-årige anholdte blev varetægtsfængslet frem til 22. oktober ved tirsdagens grundlovsforhør

Den 22. juli blev 25-årige Abukar Hassan Ali, kendt under sit rapperalias Shmur, dræbt af to skud ved Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus. Siden er det kommet frem, at drabet sandsynligvis er en del af en strid om en hashhandel til 1,6 millioner kroner mellem to grupperinger. 

Tirsdag formiddag bliver en 25-årig mand fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, sigtet for medvirken til hashhandlen, der endte med at koste Shmur livet den 22. juli.

Hvis den anholdte bliver varetægtsfængslet, vil i alt fire personer sidde fængslet for involvering i narkohandlen. Derudover er én person varetægtsfængslet og sigtet for drabet på Shmur. 

Læs også Politi: Drab ved travbane skyldes narkohandel

Den 25-årige mand blev anholdt 15. september i Tyskland efter at have været efterlyst med navn og billede. Siden har han været i tysk politis varetægt, men nu er det lykkedes at få ham udleveret til Danmark, så han kan blive fremstillet i grundlovsforhør tirsdag formiddag.

- Vi har et rigtig godt samarbejde med tysk politi, og det var medvirkende til, at vi nu har fået fat i den mistænkte. Vi er fortsat i fuld gang med efterforskningen af både selve drabet og narkohandlen, som vi mener hænger tæt sammen, lød det dengang fra siger vicepolitiinspektør Lennart Glerup, Østjyllands Politi.

Læs også 25-årig dansk mand anholdt i sag om drab på rapper

45-årige Mike Birkholm Bruus er fortsat efterlyst i sagen. Han er mistænkt for at have været involveret i hashhandlen til en værdi på 1,6 millioner kroner.

 

Lennart Glerup fortæller til TV2 ØSTJYLLAND, at de anholdte har haft meget lidt lyst til at tale med politiet, siden de blev anholdt.  

- Indtil videre er det meget sparsomt, siger han. 

De anholdte tilhører de forskellige grupperinger, der ligger i åben strid med hinanden. 

Derudover er det sparsomt, hvad Østjyllands Politi kan oplyse i sagen. 

- Sagen er stadig under efterforskning, og vi har stadig en efterlyst i sagen, så vi kan ikke sige mere lige nu, siger Lennart Glerup, vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi. 

Der har i løbet af sommeren været flere drab i Aarhus. Politiet vurderer på nuværende tidspunkt ikke, at drabene har en sammenhæng med hashhandlen, der førte til drabet på 25-årig Shmur den 22. juli. 

Rapperen Shmur blev 25 år gammel