24-årig mand slået i hovedet
Ville standse slagsmål - blev selv slået
16. nov 2014, kl. 11:03
Mere end 30 dage gammel
En 24-årig mand blev slået i hovedet, da han forsøgte at stoppe et slagsmål mellem to grupper unge mænd ved Store Torv i Aarhus natten til søndag.
To grupper på hver fire til seks personer var af ukendte årsager røget i totterne på hinanden omkring klokken 02.00 i det centrale Aarhus.
- Den 24-årige forsøgte at lægge sig imellem for at stoppe det. Men her blev han så slået, siger Klaus Møller, der er vagtchef hos Østjyllands Politi.
Den 24-årige har ikke noget med de to grupper at gøre, og han var tilfældigvis bare på stedet, oplyser politiet.
De to grupper med unge stak efterfølgende af fra stedet.
Episoden skete natten til søndag klokken 02.03.