19-årige Emma forlod Jehovas Vidner – nu overvældes hun af hjælpende hænder

Emma Thomsen er blevet overvældet med henvendelser efter, at hun stod frem på TV2 ØSTJYLLAND med sin historie om at blive udstødt af Jehovas Vidner.

Efter at 19-årige Emma Thomsen fra Højbjerg for halvanden uge siden stod frem på TV2 ØSTJYLLANDs YouTube-kanal med sin historie om, hvordan hun har brudt med Jehovas Vidner, er hun blevet overvældet at hjælpende hænder. 

- Bare på Facebook er der omkring 20, der har skrevet, og på Instagram er der også et par stykker, fortæller hun. 

Folk både ringer og skriver, og flere har tilbudt, at hun kan være en del af deres familie. 

- At så mange har støttet op uden de overhovedet kender mig, det er lidt overvældende, men på en god måde, siger hun. 

Emma tilhørte Jehovas Vidners Rigssal i Lystrup.
Emma tilhørte Jehovas Vidners Rigssal i Lystrup.

Har mistet både venner og familie

Hendes brud med trossamfundet, som hun er født ind i, betyder, at hun er blevet udstødt, og dermed har mistet både venner og familie. 

- Jeg har ikke hørt noget fra mine bedsteforældre overhovedet. Min far har jeg haft minimum kontakt med, og min mor ser jeg kun lidt i det skjulte. Jeg har mistet alt, der hedder familie og venner. Det er altså lidt hårdt, har hun tidligere forklaret til TV2 ØSTJYLLAND. 

Men de mange henvendelser gør, at hun nu føler sig endnu mere bekræftet i, at det har været den rigtige beslutning, hun tog i oktober sidste år. 

- Jeg havde ikke forventet det store, udover de kendsgerninger, jeg kendte til med at få vendt ryggen, men at så mange ville skrive til mig, det havde jeg ikke troet.

- Det har været dejligt og kun bekræftet, at det er det bedste valg, jeg nogensinde har taget, fortæller hun. 

Emma Thomsen i sin toværelses lejlighed i Højbjerg.
Emma Thomsen i sin toværelses lejlighed i Højbjerg.

Skal på kaffedate 

Nogle af dem, som har kontaktet hende, har også selv brudt med Jehovas Vidner, og ved derfor, hvad hun går igennem. 

En af dem har hun allerede aftalt at mødes med. 

- Jeg har meget svært ved at tage imod hjælp. Det har jeg aldrig været god til, men jeg har allerede skrevet lidt med en, fordi hun også tidligere har været en del af Jehovas Vidner, og hun tilbød, at vi kunne mødes over en øl eller kaffe, og hende har jeg sagt, at jeg gerne vil mødes med, fortæller Emma Thomsen.

VIDEO: Her kan du se hele TV2 ØSTJYLLANDs portræt af Emma Thomsen her: