11 elever smittet i én klasse efter studietur til Polen

En række elever fra 3.A på Aarhus Business College - Viby har er testet positiv for covid-19 efter en studietur.

Foto: alfratravel.dk

Hele klassen er i disse dage sendt hjem til selvisolering efter 11 klassekammerater er testet positiv for corona efter en studietur til Polen. 

Skolen pointerer, at studieturen foregik efter sundhedsmyndighedernes retningslinjer på daværende tidspunkt. Eleverne havde desuden en række restriktioner med i bagagen til Polen, og alkohol var som altid forbudt. 

- Det er meget uheldigt, og vi er meget kede af, at de er blevet smittet, men det kunne lige så godt være smittet, hvis de var i Aarhus.

Gitte Nørgaard, direktør Aarhus Business College

Aflyser nye ture 

Hun er direktør for Aarhus Business College, der har 3000 elever fordelt på fem afdelinger i Aarhus. 

HHX i Viby har haft 13 klasser på studietur, men det er indtil videre kun elever fra en af de 13 klasser, der er blevet ramt af coronasmitte. Det vides dog ikke, om eleverne er blevet smittet på selve studieturen. 

Læs også Elever smittet med coronavirus efter studietur: 13 klasser har været i udlandet

De klasser, der skulle være sendt afsted i denne uge og næste uge, kommer til gengæld ikke afsted.

- Sundhedsstyrelsens retningslinjer blev ændret i mandags, så de nu anbefaler, at man ikke sender elever på studietur, siger Gitte Nørgaard. 

Eleverne fra 3.A modtager i øjeblikket hjemmeundervisning. De kan vende tilbage til skolen, når de kan fremvise en negativ test, oplyser direktør Gitte Nørgaard. 

Læs også Aarhus Lufthavn udvider: - Coronakrisen er en fordel for os

Hun fastholder, at det var forsvarligt at sende eleverne afsted i sidste uge.

- Vi handlede efter myndighedernes retningslinjer. Men jeg er rigtig ked af, at der er 11 elever, der er blevet smittet, siger hun.