10 procent har samme sygdom som Linda: - Som at få knive i maven
Endometriose er en meget udbredt lidelse blandt kvinder. Linda Bachmann Tosti er en af de kvinder, der har kæmpet med sygdommen.
Voldsomme smerter og problemer med at blive gravid.
Sygdommen endometriose er en meget udbredt sygdom blandt kvinder i den fødedygtige alder, men den er samtidig meget ukendt og underdiagnosticeret. Det viser et nyt studie fra Aarhus Universitet.
47-årige Linda Bachmann Tosti fra Hjortshøj er en af dem, der ventede rigtig længe på at få at vide, hvad hun fejlede.
Læs også
Hun fik først diagnosen, da hun var fyldt 29 år. Men det er på trods af, at hun meget tidligere var ved lægen med smerter under menstruationen.
- Da jeg var 14, gik jeg til familielægen, og sagde, at der var noget galt, for det gjorde så ondt. Han sagde til mig 'prøv at hør, der gør ondt at være kvinde', fortæller Linda Bachmann Tosti.
Læs også
Hun er i alt blevet opereret ni gange på grund af endometriose.
- Indimellem er det simpelthen som at få knive i maven, fortæller Linda Bachmann Tosti.
Men selvom mange andre kvinder har samme problemer som hende, bliver meget få af dem diagnostiseret.
Bliver ikke taget alvorligt
Et nyt studie fra Aarhus Universitet viser, at omtrent 10 procent af kvinder i den fødedygtige alder lider af endometriose.
Men selvom endometriose er meget udbredt, er det kun 1,6 procent der får diagnosen på sygdommen, hvor symptomerne blandt andet er smerte ved samleje og afføring, samt træthed.
- Det, vi hører fra patienterne og patientforeningerne er, at de ikke føler, at de bliver taget alvorligt, når de kommer til egen læge, fortæller Dorte Rytter, der er lektor i epidemiologi på Aarhus Universitet.
Og den analyse er Linda Bachman Tosti enig i.
- Det er en ukendt sygdom, og den er tabubelagt, men den er simpelthen så alvorlig, så man bliver nødt til at sige det højt, siger hun.