Varsel opgraderes: Risiko for torden og skybrud

Lokalt kan der falde op mellem 15 og 25 millimeter.

Et lavtryk passerer i løbet af mandagen hen over landet.

Det medfører, at luften over Danmark er meget ustabil, hvilket giver grobund for dannelsen af kraftige byger.

I den forbindelse udsendte TV 2 Vejret tidligere et risikovarsel for torden og skybrud i dele af landet. Det varsel er netop nu opgraderet, så der er en forøget risiko for torden og skybrud.

Størst risiko er i de østlige landsdele, de orange områder i kortet herunder, mens der fortsat er en mindre risiko i de grønne områder. Varslet er gældende for perioden mandag klokken 10 til 18.

Varsel for skybrud og torden gældende for perioden klokken 10 til 18. Risikoen er størst mod øst.
Varsel for skybrud og torden gældende for perioden klokken 10 til 18. Risikoen er størst mod øst. Foto: TV 2 Vejret

Et skybrud er defineret ved minimum 15 millimeter nedbør i løbet af 30 minutter. Så store mængder nedbør på kort tid kan blandt andet resultere i oversvømmede kældre eller viadukter.

Sådan rammer bygerne

Her sidst på morgenen er der især over Fyn og det sydlige Jylland, at bygerne befinder sig.

Allerede nu kan de lokalt være ganske intense, men det er altså først fra klokken 10, at varslet træder i kraft.

Radarbillede klokken 8.25. I øjeblikket er der en del byger over de sydlige og vestlige egne.
Radarbillede klokken 8.25. I øjeblikket er der en del byger over de sydlige og vestlige egne. Foto: TV 2 Vejret

Omkring middag popper bygerne op i en lind strøm, men da det er byger, er det kun lokalt, de kommer frem.

Det vil sige, at man ét sted kan opleve meget kraftig regn, mens man få kilometer derfra kan have fuldstændig tørvejr. Dermed er det en god ide at orientere sig på TV 2 Vejrets radar om, hvor bygerne befinder sig.

I kortet herunder er der indtegnet en sort ring der, hvor det forventes, at bygerne bliver mest intense.

Prognose mandag middag. Indenfor den sorte ring er der risiko for at blive ramt af torden og skybrud.
Prognose mandag middag. Indenfor den sorte ring er der risiko for at blive ramt af torden og skybrud. Foto: TV 2 Vejret

Ud på eftermiddagen bliver området med kraftige byger større, hvilket nedenstående vejrkort indikerer. Risikoen for torden og skybrud er dog stadig størst mod øst.

Prognose mandag eftermiddag. Risikoområdet er blevet større og inkludere mere af landet.
Prognose mandag eftermiddag. Risikoområdet er blevet større og inkludere mere af landet. Foto: TV 2 Vejret

Sidst på eftermiddagen er der stadig risiko for en kraftig byge. Risikoen er ifølge prognoserne på dette tidspunkt størst over de sydlige landsdele.

Prognose mandag sidst på eftermiddagen. Fortsat risiko for kraftige byger i den sydlige del af landet.
Prognose mandag sidst på eftermiddagen. Fortsat risiko for kraftige byger i den sydlige del af landet. Foto: TV 2 Vejret

Bygerne, der bliver dannet i løbet af mandagen, kan lokalt resultere i 15 til 25 millimeter, men mange vil gå igennem dagen med få eller ingen nedbør.

I aften vil en opklaring brede sig ned over Jylland og give en ganske hæderlig afslutning på mandagen på disse kanter.