Skal du have løn under karantæne? Få styr på dine rettigheder
Selvom du mistænker en kollega for at være smittet med coronavirus, kan du kun blive hjemme fra arbejde, hvis sundhedsmyndighederne beslutter det.
165 personer i Danmark er på nuværende tidspunkt sat i karantæne på grund af mistanke om, at de kan være smittede med coronavirus.
Da en karantæne varer 14 dage betyder det, at de karantæneramte både er isolerede fra familie og forhindrede i at møde på arbejde i karantæneperioden.
Det får en række spørgsmål til at melde sig på banen.
Hvem bestemmer, om jeg skal i karantæne?
Hvis en arbejdsplads har været eksponeret for virussen, er det arbejdsgiveren i samspil med sundhedsmyndighederne, der skal vurdere, om en medarbejder skal i hjemmekarantæne.
Det fortæller Peter Nisbeth, chefjurist i Fagbevægelsens Hovedorganisation.
- En arbejdsgiver kan sende dig hjem, og hvis de gør det, kan du godt kalde det karantæne, men det er egentlig kun myndighederne, der kan give dig karantæne, siger han.
Får jeg løn, mens jeg er i karantæne?
Julie Gerdes, der er leder for arbejds- og ansættelsesret i konsulentvirksomheden EY, siger, at du har ret til din løn, hvis du skal i karantæne.
- Hvis man er pålagt hjemmekarantæne, har man krav på at få udbetalt sin løn, siger Julie Gerdes.
Hun tilføjer, at EY anbefaler sine kunder at lave meget klare retningslinjer til medarbejderne om at droppe alle rejser til risikoområder.
Får jeg løn, hvis jeg frygter at blive smittet af en kollega?
Selvom din kollega har rejst til et område med høj risiko for smitte, har du - hvis du ellers er et sundt og rask menneske - ikke ret til at udeblive fra arbejde.
- Reglen er, at man som medarbejder må blive hjemme, hvis der enten er risiko for sikkerhed, sundhed eller personlig integritet. Der skal dog være tale om en reel trussel, siger Peter Nisbeth.
Hvis myndighederne vurderer, at det er sikkert og sundt at komme på arbejde, kan du som medarbejder ikke gøre så meget. Heller ikke, selvom du mistænker en kollega for at være smittet. Det er myndighedernes beslutning, siger chefjuristen.
Får jeg løn, hvis jeg er på forretningsrejse og bliver fanget i karantæne?
Har en medarbejder været på forretningsrejse i et af de områder, som sundhedsmyndighederne fraråder, at man rejser til, er medarbejderen berettiget til løn, hvis medarbejderen kommer i karantæne.
Det gælder både, hvis medarbejderen ikke kan komme hjem fra forretningsrejsen, eller hvis medarbejderen er kommet hjem og sendt i karantæne, forklarer Julie Gerdes.
Kan jeg blive sendt på forretningsrejse til et risikoområde?
Der er ingen grund til at frygte, at din chef sender dig på forretningsrejse til et risikoområde.
Ifølge Julie Gardes har din arbejdsgiver ikke bemyndigelse til dette.
Får jeg løn, hvis jeg skal i karantæne efter ferie i et risikoområde?
Hvis en medarbejder har trodset sundhedsmyndighedernes og Udenrigsministeriets anbefalinger og alligevel er rejst til et risikoområde, kan det være dyrt at havne i karantæne.
- Hvis du vil på ferie i et af risikoområderne, og du kommer i karantæne, når du kommer hjem, får du ikke løn. Det er selvrisiko, siger Julie Gerdes.
Kan min chef forbyde mig at rejse til et risikoområde?
En arbejdsgiver kan ikke bestemme, hvad en medarbejder foretager sig i fritiden.
- Arbejdsgiveren kan forlange, at man er klar til at gå på arbejde, når man kommer hjem. Så hvis du tager til Norditalien nu og skal i karantæne, når du kommer hjem, kan din chef sige, at det er en misligholdelse, og man får i hvert fald ikke løn, siger Peter Nisbeth.
Han vurderer, at man risikerer sit job ved at gøre det.
Får jeg løn, hvis jeg er på ferie og bliver fanget i karantæne?
Hvis du er rejst til udlandet på ferie, før din destination blev et område med smittefare, har du som udgangspunkt ikke ret til løn, fortæller Julie Gerdes.
Det kan være, at et hotel - som vi så det på Tenerife - bliver pålagt karantæne, eller at flyene hjem er indstillet.
- Hvis du tager på ferie og ikke kan komme hjem, fordi det hele lukker ned, har du ikke ret til løn. Hvis du sætter sagen på spidsen, skal du bruge ferie, fridage eller afspadsering – eller lave en aftale med din arbejdsgiver om at arbejde der, hvor du er, siger Julie Gerdes.
- Hvis du selv kommer i karantæne pålagt af myndighederne, svarer det til, at det er sygdom. Så får du løn, ligesom du ville få løn under sygdom, tilføjer hun.