Se vejrkortene - så varmt bliver det de næste fem dage
De næste mange dage byder på usædvanligt sommerligt vejr - og især eftermiddagene bliver smukke.
Der bliver i høj grad brug for sommertøj den næste tid, men vi er så langt inde i efteråret, at især morgenerne også kræver overtøj.
På tirsdag er det efterårsjævndøgn, hvilket astronomisk set fører os ind i vinterhalvåret. Alligevel bliver følelsen en helt anden, når solen vil skinne, vinden er svag og termometrene viser 22 grader.
Inden glæden over sensommervejret vokser ind i himlen, er det nødvendigt med lidt tågesnak.
Tåge forhindrer solrige dage
På denne årstid, hvor nætterne bliver lange, dannes der ofte tæt tåge i klart og stille vejr. Om sommeren er vi vant til, at solen hurtigt får bugt med tågen, men sådan er det ikke, når vi nærmer os jævndøgn.
Her kan tågen ofte blive hængende til langt op af formiddagen og ofte bare blive til lave skyer, der stadig holder solen borte.
Ovenstående prognosekort viser, at tåge og lave skyer vil dominere lørdag morgen. Om eftermiddagen kan en stor del af landet forvente sol, og det ser bedst ud i de nordlige landsdele. Nedenstående prognose viser 20 grader til Nord- og Østjylland, men hvis tågen og de lave skyer forsvinder tidligere, kan vi få over 20 grader flere steder i landet.
Søndag morgen forventes tågen at være tættere og endnu mere udbredt end lørdag. Derfor bliver det også sværere at få solen frem. Det er nær syd- og vestvendte kyster, solen ventes først at komme frem. På nedenstående prognosekort kan man se de højeste temperaturer i disse områder. De fleste steder vil termometrene dog holde sig under 20 grader.
Mandag minder i nogen grad om søndagen, og igen er der bedst mulighed for opklaring i de sydlige landsdele.
Natten til tirsdag og tirsdag vil det lufte en smule mere. Det betyder dels, at tågen har mindre gode betingelser for at blive dannet, og dels at solens varme hurtigere får det til at klare op. Temperaturen ventes i store dele af landet at nå op mellem 20 og 22 grader. I den nordlige del af Jylland vil termometrene generelt holde sig lige under 20 grader.
Vejrudsigten for onsdag er mere usikker. Fronter fra vest begynder at nærme sig. I skrivende stund ser det ud til, at sommervejret vil dominere i de østlige egne, mens der er risiko for regn i Jylland.
I vejrsituationer som denne ser vi tit, at det gode vejr holder længere, end prognoserne peger på - så måske vil det blive varmere i vest, end ovenstående grafik viser.
Årsagen til, at vejret den næste lille uge er meget stabilt er et stort højtryksområde, som ses af nedenstående grafik. Vandrende lavtryk, der normalt er årsag til det foranderlige vejr i Danmark, holdes i behørig afstand. Mens der næsten ikke kommer en dråbe vand herhjemme (bortset fra tåge og dug), så vil det regne både nord og syd for Danmark.