Regn over Jylland: Weekenden byder på ægte efterårsvejr
Der kan falde mellem 25 og 40 millimeter regn i løbet af weekenden. Dog kan der også komme temperaturer på op til 19 grader.
Regn, regn og atter regn. Den seneste uge har budt på ægte efterårsvejr, og weekenden ser ud til at køre i samme spor.
Der er ingen tvivl om, at vi nu er gået ind i oktober, som gennemsnitligt er den måned, hvor der falder mest regn over landet.
Halvtør lørdag
Lørdagen starter med en front, som rammer landet natten til lørdag, langsomt slipper den østlige del af landet, og det er her, der er størst chance for regn.
Vejret bliver for det meste overskyet, og det kan stadig dryppe af og til rundt omkring i landet.
De fleste steder vil man ellers opleve en forholdsvis rolig oktoberdag, da det ikke bliver nær så blæsende som de forgangne dage.
Med temperaturer på op mellem 14 og 16 grader, og enkelte kig til solen, så skal lørdagen i den grad nydes, for søndag er den gal igen.
Våd og blæsende søndag – men mulighed for 19 grader
Søndag sender et stormlavtryk ud for Skotland både regn og blæst i retning af Danmark.
Selvom landet ikke bliver ramt af selve stormlavtrykket, så kommer der alligevel en del blæst i forbindelse med koldfronten.
Prognoserne peger på, at man ud langs Vestkysten kan få vindstød af stormende kuling natten til søndag.
Bor man mod vest, så ser søndagen ud til at blive en vaskeægte efterårsdag, med regn, skyer og blæst.
Det er dog ikke alle, som kan se frem til en dag med regn og rusk. Mod sydøst er der mulighed for huller i skydækket, hvor solen lige kan kigge igennem.
Samtidig blæser der på forsiden af koldfronten lun luft op over landet, så man mod sydøst lokalt kan nå 19 grader. Enkelte prognoser spår endda om 20 grader søndag længst mod sydøst, men det ser ikke ud til at være meget sandsynligt.
Generelt vil temperaturen landet over ligge mellem 13 og 18 grader, hvor det er køligst mod vest.
Drivvåd weekend i Jylland
I løbet af denne uge er der flere steder i Jylland faldet mellem 50 og 80 millimeter regn, og før den er omme, kan der komme endnu mere vand fra oven.
De seneste prognoser peger på, at man mod vest kan få op mellem 25 og 40 millimeter regn oveni de store mængder, der allerede er kommet.
Det kan ikke udelukkes, at der nogle steder kan være faldet over 100 millimeter regn i løbet af denne uge, når søndagen lakker mod enden.
Det ustadige vejr ser desværre også ud til at fortsætte, med både regn og rusk i næste uge.