Par frygter bro-projekt gennem baghaven: - Vil simpelthen ødelægge os
Samsinger mener, at en broforbindelse mildest talt er en dårlig idé. En fortæller, at hvis han var yngre, så var han flyttet.
Ole Kæmpe står mellem sine ni vinranker, som han og konen Hedvig Hauge har anlagt for tyve år siden.
Men udsigten fra huset, der ligger lige ved siden af vinmarken, kan blive ændret kraftigt.
Det kan den, hvis Kattegat-forbindelsen, en bro mellem Odder i Jylland og Røsnæs på Sjælland, bliver etableret, så rejsetiden fra én landsdel til en anden i bil eller tog forkortes.
Et udkast til anlægsprojektet viser, at broforbindelsen og den tilhørende motorvej kommer til at passere Ole Kæmpes have.
- Vi er lige så berettigede til at være her som de klokkefrøer eller hasselmus, man freder. Vi er bare mennesker med to ben, og var vi fredet, så var broen ikke kommet, siger Ole Kæmpe.
Og det synspunkt bakker hans kone op om.
- Det vil betyde for mig, at det ikke længere er et sted, jeg kan kende, siger Hedvig Hauge, der ligesom sin mand har boet på Samsø stort set hele livet.
På nuværende tidspunkt kan man tage en færge til Samsø fra enten Hou eller Aarhus på den jyske side eller fra Kalundborg på Sjælland. Og det bør forblive sådan, for ellers mister øen noget af det vigtigste, den har, mener Ole Kæmpe:
- Vores evne som turist-ø vil forsvinde.
Øboerne siger nej
Der bor godt 3300 personer på Samsø, hvor den største by er Tranebjerg.
På hovedgaden i byen er opfattelsen af broen enstemmig. Og den er ikke varm overfor projektet.
- Hvis ikke jeg havde den alder, jeg har, ville jeg flytte fra øen, siger Vagn Johansen, pensionist.
På trods af at en bro kunne forbinde Samsø mere til omverden, er meldingen fra borgerne i Tranebjerg stadig klar.
- Med en bro holder det op med at være en ø. Så burde den bare hedde Sams, uden ø'et. Dem, der kommer her nu, kommer for at besøge en ø med ro og fred, siger Irene D. Lassen, der er selvstændig.
Folketingskandidater er ikke enige
Michael Aastrup Jensen, folketingskandidat for Venstre i Østjyllands Storkreds, synes, at broforbindelsen er en god ide.
Landet skal hænge bedre sammen, og det "kræver en Kattegat-forbindelse", mener han:
- Vi kan ikke blive ved med at udvide motorvejen henover Fyn, siger Venstre-politikeren.
Holdningen er en anden hos Jesper Yde Knudsen, kandidat for Enhedslisten i samme område, som onsdag mødte Michael Aastrup Jensen i en debat ved Dyngby Strand ved Odder. Her er det netop foreslået, at en eventuel bro kan have sit udspring.
Miljøet, klimaet og menneskene omkring anlægsprojektet er argumenter mod broen ifølge Jesper Yde Knudsen. Han mener, at bilismen er blevet favoriseret, og den kollektive trafik er blevet udsultet.
- Enhedslisten vil meget hellere bruge pengene på at gøre den kollektive trafik bedre, siger han.
En ødelagt selvforståelse
Den tidligere VLAK-regering satte i 2018 gang i broprojektet sammen med Dansk Folkeparti.
Transportminister Trine Bramsen (S) siger, at der skal foretages yderligere undersøgelser af klima og miljø, og kan man få flertal, skal der laves en VVM-undersøgelse, altså en miljøvurdering, og derefter en anlægslov. Det kommer først til at ske efter næste valg.
Bramsen vurderer desuden, at yderligere undersøgelser vil tage omkring et år.
Kan du forstå, at man som samsing gerne vil have afklaring på, om der kommer sådan en forbindelse eller ej?
- Det kan jeg godt forstå, og derfor er det heller ikke en afklaring, der skal strække sig ind i uendeligheden. Jeg tror, vi sagde, at det skulle tage maksimalt et år at afklare miljø- og klimahensynene, lyder det fra ministeren.
Selvom projektet er sat på pause, har beboere på Samsø opsat skilte, som tydeligt viser, hvor den brede vej vil komme til at gå.
Ole Kæmpe har et klart billede af, hvad konsekvenserne for det Samsø, han kender, vil være, hvis en firesporet vej krydser øen. Og det Samsø, han kender og er vokset op på, vil forsvinde, mener han.
Hvorfor vil du spænde ben for et projekt, som kan ende med at komme tusindvis af danskere og et utal af virksomheder fra hele landet til gavn?
- Fordi det er en forkert løsning. Hvis vi skal bruge så mange penge på sådan en løsning, skal det være gennemtænkt og gennemarbejdet. Det her er den simpleste og den ringeste løsning, lyder det.
Han uddyber, at man i mange år har lagt kræfter i at gøre øen grøn, og det er noget af det, den lever højt på.
- Og så skal vi svines til med en bro på den måde. Det ville simpelthen ødelægge vores selvforståelse, og det ville ødelægge vores ide om, hvad en samsing og øbo er, siger han.