Nyt studie: Kaffe kan måske holde kræft på afstand
Forskerne understreger, at de kun har fundet en statistisk sammenhæng. Men de håber, at der også findes en årsagssammenhæng.
Nu er der måske endnu bedre grund til at sætte en kande kaffe over.
Et studie udført af hollandske og britiske forskere tyder nemlig på markant positive effekter ved at drikke kaffe.
Det skriver The Guardian.
Studiet er gennemført blandt godt 1700 tarmkræftpatienter og viser, at de af dem, som drak mindst fem kopper kaffe om dagen, havde 32 procent mindre risiko for at få kræftformen igen.
Samtidig registrerede forskerne generelt en højere overlevelsesrate hos de kaffedrikkende patienter.
Derudover lod de gavnlige effekter til at være højest hos dem, der drak mest kaffe.
Ingen årsagssammenhæng - endnu
Den ledende forsker på studiet, Ellen Kampman, professor i kost og sygdom ved hollandske Wageningen University, kalder selv resultat for ”fascinerende”.
Men hun understreger samtidig, at forskerne kun har fundet en statistisk sammenhæng mellem kaffeforbrug og risikoen for tilbagevendende kræft.
Med andre ord ved man endnu ikke, om der også er en direkte årsagssammenhæng.
- Vi håber dog, at resultatet er reelt, fordi det ser ud til at være dosisafhængigt – jo mere kaffe, der drikkes, jo større er effekten, siger hun til The Guardian.
Flere kendte sundhedsgevinster
Det er allerede almindeligt kendt, at kaffe kan have en række gavnlige effekter for dit helbred.
Der findes nemlig allerede flere studier, som peger på, at kaffe reducerer risikoen for kræft i både leveren og livmoderen.
Samtidig kan det også nedsætte risikoen for blandt andet type 2-diabetes, Parkinsons sygdom, blodpropper og lignende.
Vel at mærke ved et moderat forbrug på tre til fire kopper om dagen.