Nye prognoser spår forårsvarme i påsken
I perioder er der udsigt til solrigt vejr i løbet af påskeferien.
For mange står påskeferien og banker på døren, og rent vejrmæssigt bliver den opdelt i to.
Første halvdel af ferien kommer til at byde på køligt vejr, men imidlertid også i lange perioder solrigt forårsvejr.
Når påskedagene rigtig rammer fra skærtorsdag, indikerer prognoserne, at forårsvarme kan finde vej til Danmark med temperaturer op omkring 15 grader.
Byger i weekenden
Inden det solrige vejr for alvor indfinder sig, skal vi først igennem en weekend, hvor et lavtryk triller ned forbi landet.
Det giver spredte byger, der de fleste steder bliver med regn, men lokalt godt kan være med hagl eller slud.
Imellem bygerne skal der nok blive plads til lidt eller nogen sol.
Temperaturen når generelt op i underkanten af 10 grader, når det bliver varmest. En frisk til hård vind fra vest vil dog få det til at føle en smule køligere.
Solrigt vejr på vej
De første dage af næste uge ser det ud til, at vejret kortvarigt stabiliseres med aftagende vind og plads til masser af solskin.
Luften er dog af kølig karakter, så vi i dagtimerne topper med seks grader, mens der er udsigt til let frost om natten.
Solen er imidlertid ved at have så meget magt, at med de rolige vindforhold, vil vi sagtens kunne mærke solens varme stråler.
Påskedagene kan give årets første forårsdag
Flere prognoser er enige om, at der fra skærtorsdag begynder at strømme noget varmere luft op over landet fra syd.
Det giver atter mulighed for tocifrede varmegrader.
Med den varmere luft følger der mere ustadigt vejr, men i perioder kan solen også få god plads på himlen.
Hvis prognoserne får ret, kan temperaturen i påskedagene nå op omkring 15 graders varme.
Nogle spår endda, at termometret kan ramme op imod 17 graders varme. Da der stadig er en uges tid til, er prognoserne behæftet med en vis usikkerhed.
Men skulle vi få 15 grader eller derover, vil det udløse årets første forårsdag.