Nu skifter vejret karakter
Lørdag byder først på stedvise byger.
De seneste dage har budt på en smag af sommer og temperaturer over 20 grader, men det ændrer sig nu.
Køligere majvejr begynder nu at komme over os. Det ses blandt andet på dagens prognose for temperaturerne, som står til at komme op på 18 grader som det højeste.
Enkelte byger først på dagen
Den svage front betyder også, at det opleves som skyet vejr. Først på dagen kan man dog nå at nyde solens stråler i nord- og østlige egne.
De stedvise byger bliver færre og færre i løbet af dagen, eftersom fronten bevæger sig mod nordøst.
Temperaturerne når op mellem 12 og 18 grader. Køligst bliver det i Nordjylland i eftermiddag, mens Syddanmark får de luneste temperaturer.
Ud på eftermiddagen trækker høje, tynde skyer ind over store dele af landet fra sydvest. Det giver lidt plads til sol, som dog vil opleves som sløret solskin.
Enkelte heldige
Man kan dog være heldig at opleve en helt blå himmel særligt mod sydvest, inden solen går ned i aften mellem klokken 20.41 og 21.10.
Dagen byder på svage vindforhold, så det bliver behageligt at være udenfor trods de køligere temperaturer.
Ude over havet ligger der havtåge, som ud på aftenen og natten kan trække ind over kysterne og drille som havgus.