Lørdag får vi endnu en sommerdag - men den bliver blæsende
I modsætning til de foregående dage får vi markant mere vind lørdag.
Efter tre tropedage i træk med temperaturer over 30 grader venter der en lidt køligere lørdag - uden dog på nogen måde at blive kold.
Det er fortsat varm luft, der befinder sig over Danmark, og flere steder natten til lørdag har temperaturen ikke været under 18-19 grader.
Læs også
I modsætning til de foregående dage er vinden dog drejet mere om i stik øst, og samtidigt er den også tiltaget, hvilket er noget, der især kan mærkes i dagens løb.
Lørdag vil starte med en jævn til frisk vind fra øst, men i dagens løb tiltager vinden mere og mere, og sidst på eftermiddagen vil der ved østvendte kyster flere steder være op til hård vind. Derudover kan vindstødene - især over den sydlige del af landet - kunne nå kulingstyrke.
Fortsat op til 27 grader
Selvom vinden liggernen dæmper på temperaturen, så er luften fortsat varm. Allerede i formiddagstimerne er der over 20 grader flere steder i landet, og først på eftermiddagen når vi også de sommerdagsgivende 25 grader.
Når det bliver varmest ud på eftermiddagen, vil termometrene i den nordvestlige del af Jylland samt i Nordvestsjælland vise op til 27 grader. Dermed er der udsigt til, at lørdag bliver årets 19. sommerdag - og den femte i træk.
En lille risiko for en eftermiddags- eller aftenbyge
Udover at det bliver mere blæsende, så er luften gradvist ved at blive mere ustabil. Det betyder blandt andet, at der lettere kan dannes byger, når luften varmes op.
Det ser ud til at ske over det sydlige Sverige i dagens løb, og som vi faktisk oplevede det i går, så kan nogle af disse byger drive med vinden mod vest.
Muligheden for en byge er størst over det nordlige Sjælland og senere i aften også det østlige Jylland, hvor bygerne har bevæget sig hele vejen over Kattegat fra Sverige.
Fra søndag venter der endnu mere ustabilt vejr, og her kan der komme en del byger, som kan blive kraftige og være med torden og måske skybrud.