- Emilie Haaber Lynggaard
13. mar 2023, kl. 07:51
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Lars Boje-skandale tvinger Vermund til at stille op igen ved næste folketingsvalg
Lars Boje Mathiesens ekskludering har det været "meget ubehageligt" at overvære, siger Pernille Vermund til TV 2.
Partistifter og tidligere Nye Borgerlige-formand Pernille Vermund stiller op igen ved næste folketingsvalg.
Det siger hun i et interview med TV 2 mandag.
- Jeg træder ikke ind igen (i Nye Borgerlige, red.) for at være karrierepolitiker, men når pligten kalder, så træder man til. Sådan er jeg opdraget, og det er det, jeg gør nu.
Vil det sige, at du også stiller op igen ved næste folketingsvalg?
- Ja, det vil det.
Voldsom afpresning
Meldingen kommer efter en række turbulente dage i Nye Borgerlige, der har medført en dramatisk ekskludering af den østjyske partiformand, Lars Boje Mathiesen.
Af partiets hovedbestyrelse beskyldes den nu fyrede formand for afpresning blandt andet i form af et krav på mere end 2,6 millioner kroner i en uopsigelig kontrakt på fire år for at blive på formandsposten.
Læs også
Lars Boje raser mod Vermund
Selv kalder Lars Boje Mathiesen anklagen for "pinlig" og "usand", men uanset hvad der er op og ned i sagen, har det været "meget ubehageligt" at overvære, siger Pernille Vermund til TV 2.
Det skyldes blandt andet, at det økonomiske krav ifølge Vermund er i direkte strid med Nye Borgerliges dna – kritik af politikeres frås med penge.
- Og derfor er jeg selvfølgelig også glad for, at det er en helt enig hovedbestyrelse, der har sagt nej til de her ret voldsomme krav og også den afpresning, det endte med at være til sidst, siger Pernille Vermund.
Et "voldsomt" krav
Foruden kravet om formandsvederlaget har Lars Boje Mathiesen desuden henvendt sig til Nye Borgerliges hovedbestyrelse med et krav om 350.000 kroner til "sin egen private konto til en personlig brandingkampagne", lyder beskyldningen.
Jeg træder ikke ind igen for at være karrierepolitiker
Da Pernille Vermund forlod formandsposten i januar for at få "sit liv og sin familie tilbage", havde hun håbet, at Lars Boje Mathiesen var den rette formand til at tage over på det politiske projekt, hun stiftede med sin kollega Peter Seier Christensen i 2015.
Men ifølge hende har udviklingen overgået "alt det, hun havde kunnet frygte":
- Jeg havde ikke i min vildeste fantasi drømt om, at vi skulle blive mødt med det krav. Det er ret voldsomt, siger hun.