Hver tredje dansker: Indfør krav om mundbind alle offentlige steder

Der er endnu ikke blevet indført påbud om, at danskere på landsplan skal bære mundbind i det offentlige rum.

Hver tredje dansker mener, at der bør indføres krav om mundbind alle offentlige steder. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

I samarbejde med tv2.dk

En tredjedel af danskerne mener, at regeringen bør indføre et påbud om at bære mundbind alle offentlige steder.

Det viser en ny Megafon-måling foretaget for TV 2 og Politiken.

På et pressemøde mandag meddelte regeringen, at der nu er krav om mundbind i offentlig transport i seks kommuner: Aarhus, Silkeborg, Odder, Favrskov, Skanderborg og Horsens.

Men der er endnu ikke blevet indført påbud om, at danskerne generelt skal bære mundbind i det offentlige rum.

Opbakning fra befolkningen

Skulle mundbind i det offentlige rum ende med at blive et krav fra myndighederne, ser det dog ud til, at størstedelen af befolkningen vil efterleve det.

Næsten halvdelen svarer i Megafon-målingen, at de "i meget høj grad" eller "i høj grad" frivilligt vil bruge mundbind i det offentlige rum. Til samme spørgsmål svarer 27 procent, at de "i mindre grad" eller "slet ikke" vil følge trop.

Og befolkningens opbakning kan blive nødvendig. På mandagens pressemøde varslede Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, at det kan blive nødvendigt med yderligere mundbinds-restriktioner rundt om i landet. Blandt andet i detailhandlen og andre steder, hvor man er nødt til at være indenfor.

- Vi er nødt til at gøre noget ekstra, når vi ser tegn på, at epidemien blusser op. Det kan meget vel være, at vi udvider anbefalinger og krav om mundbind. Det er vigtigt at sige. Det skal aldrig være den eneste løsning, men et supplement, lød det mandag.

Hvilke mundbind kan bruges?

Der har været flere diskussioner om, hvilke mundbind der generelt kan anbefales og beskytter bedst mod coronavirus.

Sundhedsstyrelsen anbefaler dog hovedsageligt, at man anskaffer sig mundbind, der er CE-mærkede. Det bør være engangsmundbind og helst et med elastikker til ørerne.

Men det kan blive en dyr fornøjelse, når de blå masker - efter anbefalingen - ender i skraldespanden efter én gangs brug.

En udgift, der ifølge Megafon-målingen kan få betydning for, hvorvidt befolkningen vil overholde et eventuelt mundbindskrav. 35 procent svarer, at prisen "i meget høj grad" eller "i høj grad" vil have afgørende betydning for, hvorvidt de vil bruge mundbind i det offentlige rum.


Et alternativ til engangsmundbind er masker af stof. Sundhedsstyrelsen er tidligere kommet med gode råd til, hvad man bør være opmærksom på, hvis man vælger et stofmundbind. Dem kan du læse om her.

Styrelsen skriver yderligere, at et godt stofmundbind er bedre end intet mundbind, men at det ikke giver samme sikkerhed som CE-mærkede mundbind. Derfor anbefaler de, at personer i øget risiko altid skal anvende CE-mærkede mundbind.