Hanne Withs plejemor spiste morgenmad, da nyheden pludselig tonede frem på tv
En mand er blevet sigtet for drabet på 23-årige Hanne With i 1990. Hendes plejemor sætter nu ord på tragedien.
Da den 78-årige pensionist Bitten Weis onsdag morgen satte sig til rette med sin morgenmad i Hornbæk og tændte for nyhederne, fik hun sig en stor overraskelse.
I bunden af tv’et rullede korte opsummeringer af morgenens nyheder, og ord som ”drab” og ”nytårsnat” tonede frem.
- Jeg tænkte med det samme: 'Det er Hanne', fortæller Bitten Weis til TV 2.
Berørt plejemor
Onsdag morgen kom det frem, at en 53-årig mand er blevet anholdt og sigtet for drabet på den 23-årige Hanne With, der natten til 1. januar 1990 blev fundet død i sin lejlighed på Fensmarkgade på Nørrebro.
Et bestialsk mord, som i 34 år har været et uopklaret mysterium – og et offer med en hård historie, som ikke mange har stået frem og fortalt om.
Men Bitten Weis vil gerne sige lidt.
For i slutningen af 70'erne og starten af 80'erne var hun sammen med sin daværende mand plejeforælder for Hanne With. Fra Hanne With var 11, til hun var 15-16 år.
Derfor gør nyheden om en potentiel gerningsmand også stort indtryk.
- Det rør mig utrolig meget, siger Bitten Weis og holder en lille pause.
- Det må være en lettelse for hendes familie. Hvad end der så er tilbage af den.
Troede, at moster var mor
Den 23-årige Hanne With var narkoman og prostitueret.
Det havde hun været i flere år, og heller ikke starten på hendes liv havde været nem.
Moren begik selvmord som 16-årig, og den dengang toårige Hanne With endte derfor hos sin mormor.
Her troede hun, at en moster, der fra tid til anden kom på besøg, var hendes mor, fortæller Bitten Weis.
Sandheden kom under kaffebesøg
Det var først, da Hanne With som 11-årig endte i pleje hos Bitten Weis, at den unge pige fik sandheden. Det skete under "kaffehygge" hos den nu afdøde mormor.
- Mormoren havde inviteret os på besøg og fortalte så, at mosteren ikke var Hannes rigtige mor. Den information fik hun, mens hun sad og redte håret på en dukke, husker Bitten Weis.
Hun beskriver informationen som et ”kæmpe chok” for den 11-årige Hanne With.
- Det gjorde jo nok noget ved hende.
Bitten Weis beskriver Hanne With som en ”skøn, stædig, flot og begavet pige”.
- Hun var dejlig, men bestemt ikke uproblematisk, siger hun.
Kunne ikke bunde
Hanne With havde ikke lyst til at gå til fritidsinteresser, men elskede at komme hjem fra skole og snakke, drikke te og spise brød.
Samtidig gjorde hun ifølge Bitten Weis, hvad hun ville.
- Hun ville gerne være i centrum og kunne pludselig finde på at tage sin trøje af på skolen for at prale med, hvad hun havde. Men hun havde mange kammerater og var vellidt, siger hun.
Som årene gik, blev tilværelsen mere og mere problematisk for Hanne With.
- For at være ærlig kunne hun også have været død af en overdosis. Hun var ude, hvor hun ikke kunne bunde, siger Bitten Weis.
Alternativ efterforskningsmetode
Københavns Politi fortalte onsdag morgen, at den 53-årige anholdte er fundet ved hjælp af slægtskabssøgning.
Det betyder, at dna-spor fra gerningsstedet er blevet sammenlignet med eksisterende materiale i politiets dna-register.
Men i stedet for at søge efter en matchende profil, har man ledt efter nære familiemedlemmer til den person, der afsatte dna i Hanne Withs lejlighed. Politiet har herefter kunnet spore sig frem til den formodede gerningsmand.
Politiet leder efter vigtigt vidne
Politiet fortalte også, at de efterlyser et vigtigt mandligt vidne i sagen. En mand, som i 1991 henvendte sig til politiet, fordi han mente at kende drabsmanden.
- Der var tale om en mand, som var ansat på Vestjyske Slagterier i Lemvig, og vi vil gerne i kontakt med vedkommende, sagde Brian Belling, vicepolitiinspektør ved Københavns Politi.
Bitten Weis håber, at den pågældende mand kontakter politiet.
- Jeg ved jo godt, politiet er nødt til at finde andre beviser, som de kan læne sig opad. Så forhåbentlig kan ham her fortælle dem noget mere.