Ét parti skiller sig ud: - Vi moser videre
De konservative skiller sig ud blandt det, der beskrives som ”en myriade af partier”
Tager man et kig på mandatfortællingen, er der en klar tendens at spore: Særdeles mange partier kan sende et enkelt mandat til Europa-Parlamentet.
- Der er en myriade af partier, som egentlig er lige store. Det så vi også landspolitisk ved folketingsvalget i 2022, siger valganalytiker Jesper Claus Larsen til TV 2.
Ét parti skiller sig dog alligevel ud blandt de partier, der er havnet på én EP-sending.
- De konservative får over 8 procent og får et vanvittigt godt resultat i forhold til, hvad man egentligt havde forventet, siger Jesper Claus Larsen.
Mona Juul er glad efter "første milepæl"
Mona Juul kan glæde sig over fremgang til Det Konservative Folkeparti ved det første valg med hende som formand.
- Jeg har sovet meget lidt. For jeg er simpelthen så glad og taknemlig, skriver hun på det sociale medie X mandag morgen.
Partiet fik 8,8 procent af stemmerne, en fremgang på 2,6 procentpoint i forhold til 2019, og bevarer sit ene mandat i Europa-Parlamentet.
- Det var første milepæl. Vi moser videre med de næste, skriver formanden.
Vælgerne bestemmer
Mens de fleste partiers spidskandidater ser ud til at få en plads i Europa-Parlamentet, ser det dog mere usikkert ud hos Det Konservative Folkeparti.
Partiet bevarer sit ene mandat, men det er indtil videre helt åbent, om pladsen går til spidskandidat Niels Flemming Hansen eller til tidligere folketingsmedlem Marcus Knuth.
Spørger man formand Mona Juul, hvem hun foretrækker, få man ikke svar.
- Det lader vi simpelthen være op til vores vælgere at beslutte, hvem der skal sendes til Bruxelles. Så det venter vi i spænding på, siger hun til TV 2