Barskt efterårsvejr i vente
Længst mod øst kan temperaturen nå 15 grader søndag.
Søndag morgen ligger flere byger over landet.
Det bygerige vejr fortsætter dagen igennem, og de fleste steder stifter man bekendtskab med en byge søndag.
Samtidigt blæser det meget, og TV 2 Vejret har udsendt et varsel om kraftige vindstød.
Selvom søndag lægger op til barsk vejrdag, kommer der også perioder med plads til solen ind i mellem de mange byger.
Regn og rusk - og solskin
Her til morgen er der mange byger over især den vestlige del af landet.
Byger trækker hurtigt mod øst i løbet af formiddagen og giver anledning til regn og rusk flere steder.
I det nordjyske blæser det meget op af formiddagen, og helt lokalt kan et vindstød af stormstyrke i Jammerbugten eller i Skagen ikke udelukkes.
Mod øst er der mere plads til solen først på dagen, dog tætner skyerne mere sammen i løbet af dagen.
Solens magt sørger for omrøring i luftmassen over landet, hvilket betyder, at der fra midt på formiddagen kan forekomme kraftige vindstød af hård kuling inde over land.
I forbindelse med bygerne kan man ligeledes opleve kraftige vindstød.
I eftermiddag trækker tyngden af bygerne mod øst, mens der kommer lidt mere plads til solen mod vest.
Før dagen er omme, ventes der at falde mellem 5 og 10 millimeter mange steder og lokalt mere.
Dagen igennem ligger temperaturerne på mellem 11 og 14 grader landet over, mens man længst mod øst, i København og på Bornholm, lige kan krybe op på 15 grader.
Den kraftige vind gør, at det føles en del koldere, end det er, hvis man skal ud i vejret, er det en god ide med en vindtæt jakke.