Avis kritiseres for kommentar om Mona Juuls jakke: - Stopper det aldrig?
Der er en mening med det, og derfor er den "inden for skiven", siger redaktør på Berlingske.
En formulering, som Berlingske torsdag bragte i en artikel om den nyvalgte politiske leder for Det Konservative Folkeparti, Mona Juul, har fået tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt til tasterne.
- Et omvandrende mågestel! Stopper det aldrig? skrev Helle Thorning-Schmidt torsdag i sin story på Instagram.
Teksten var ledsaget af et billede af den pågældende passage fra artiklen.
Artiklens beskrivelse af Mona Juul lyder:
- Det er den pæne, ordentlige Mona Juul, der står der i en virkelig nydelig jakke, der er så intenst pastelblå under hendes frie, blonde lokker, at hun nærmest kom til at ligne et omvandrende mågestel.
Journalisten beskriver situationen, hvor de konservative onsdag holdt pressemøde om, at Mona Juul bliver ny politisk leder for partiet.
Under pressemødet havde Mona Juul en lyseblå jakke på.
Ville man skrive det samme om en mand?
Men sammenligningen mellem politikeren i hendes lyseblå jakke og det traditionelle danske spisestel er nedværdigende.
Det siger Helle Thorning-Schmidt til TV 2.
- Det er ikke særlig fedt, synes jeg. Og jeg kan ikke forstå, at en fin, gammel avis som Berlingske ikke har lidt mere takt i forhold til, hvordan man egentlig bør beskrive en kvindelig partileder, lyder det fra den tidligere statsminister.
Hun mener, at problemet er, at mediet ikke lige tænker over, om det, der er sjovt på redaktionen, også er sjovt for Mona Juul på den første dag som partileder.
Derudover mener Helle Thorning-Schmidt, at man på redaktionerne skal stille sig selv det spørgsmål, om man ville skrive det samme om en mand.
- Vi har haft så mange snakke om det her i de seneste år. Der er blevet skrevet bøger om den her problemstilling – at man har lidt let til at sætte sådan nogle beskrivelser på kvinder, og jeg forstår faktisk ikke, at Berlingske ikke har tænkt sig om en ekstra gang, inden de bare sender en ny formand afsted med den beskrivelse, siger Helle Thorning-Schmidt.
Men ser vi ikke også mandlige politikere blive beskrevet ud fra deres udseende?
- Jo, det gør vi, men det er, som om man ikke har noget filter i forhold til at slynge en beskrivelse ud om kvinder. Og der tror jeg bare, at man skal tænke på, om man har et lidt større filter, når det handler om mænd.
Så går din kritik på, at det er hendes første dag som formand, eller går den på, at hun er kvinde?
- Begge dele. Man skal afholde sig fra at beskrive, hvordan kvinder ser ud med en eller anden metafor, man finder på. Det er set rigtig mange gange. Det er lidt et gammelt trick i bogen, som man måske skulle spare lidt på. Og det bliver værre, fordi det er hendes første dag, og fordi sådan noget også har en tendens til at blive siddende, særligt på kvinder.
Mandlige politikeres udseende bliver også beskrevet
Både statsminister Mette Frederiksen (S) og organisationen Everyday Sexism Project Danmark (ESPD) har repostet Helle Thorning-Schmidts Instagram-story.
TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra statsministeren. Statsministeriet skriver i en mail, at de ikke har yderligere at tilføje.
Det har til gengæld Zen Donen, som er talsperson for ESPD.
Hun er enig med Helle Thorning-Schmidt i, at vi ikke ser samme slags beskrivelser af mandlige politikeres udseende og påklædning.
- Det taler ind i en lang historie om omtale af kvindelige politikere på en uprofessionel måde. Det underminerer hendes autoritet at blive beskrevet på den måde, siger Zen Donen til TV 2.
Du siger, at man ikke ville se eksempelvis beskrivelsen med ”frie, blonde lokker” blive brugt om en mandlig politiker. Hvordan ved du det?
- Det er jo ikke, fordi der ikke er mandlige politikere, der får beskrevet deres udseende. Det er måden, det bliver gjort på her. Hvis vi tager beskrivelsen helt ud, minder den om en beskrivelse i en roman eller noget poesi. Det virker jo ikke som objektiv journalistik, lyder det fra Zen Donen.
Hvilke ord i Berlingske-teksten er det helt konkret, som I synes er et problem?
- Der er ord, som ikke objektivt set er feminint kodet, men som alligevel i sammenhængen er noget, man typisk vil se i beskrivelser af kvinder. ”Pæn og ordentlig, nydelig jakke, frie, blonde lokker”.
- Og så er der ”mågestel”, som er i en anden kategori. Det er faktisk lidt fornærmende. Det er i hvert fald ikke noget, som medvirker til at understøtte autoritet og professionalisme, siger Zen Donen.
Henviser til noget pænt og traditionelt
Men meningen med sammenligningen mellem Mona Juul og mågestellet er, at mågestellet beskriver noget traditionelt og konservativt.
Det forklarer Chris Kjær Jessen, som er samfundspolitisk redaktør på Berlingske.
- Det er et forsøg på at henvise til noget pænt og traditionelt, som står i modsætning til eksempelvis indretningen af hendes kontor (der bliver beskrevet som "fyldt med vild og ekspressiv kunst"), og der har ikke været andre hensigter med det end det, siger Chris Kjær Jessen til TV 2.
Han mener ikke, at Helle Thorning-Schmidt og ESPD har ret i, at man aldrig ville lave en sådan beskrivelse af en mandlig politiker.
Faktisk, påpeger Chris Kjær Jessen, er der i artiklen også en billedlig beskrivelse af Brian Mikkelsen, direktør i dansk erhverv og tidligere konservativt folketingsmedlem.
- Der er værre ting at blive kaldt
Her henviser han til denne beskrivelse af Brian Mikkelsen:
- Klokken 10.40 onsdag formiddag skridtede han op ad gangen med multifarvede strømper på og en drenget løssluppenhed i sin gang.
- Jeg synes, at det er et flot billede, for jeg kan se Brian Mikkelsen komme gående der foran mig. Det handler bare om, at journalisten dukker op og beskriver, hvad han ser den dag, og hvordan folk er, agerer, går rundt og ser ud og prøver at koble det til noget politisk, siger Chris Kjær Jessen.
Men er der ikke forskel på at beskrive Brian Mikkelsens multifarvede strømper og så at sammenligne Mona Juul med et mågestel?
- Jeg synes, at begge billeder er inden for skiven. Så er det nok mere det med, at Brian Mikkelsen har ”en drenget løssluppenhed i sin gang”, man kunne diskutere, men lad nu det ligge, lyder det fra Chris Kjær Jessen.
Chris Kjær Jessen understreger, at han "lytter til kritikken og tager den alvorligt".
Men han mener ikke, at der er noget galt med beskrivelsen af Mona Juul, fordi der er en mening med den.
- Vi laver en bro sprogligt til noget traditionelt og noget pænt, ordentligt og konservativt. Det, synes jeg, er inden for skiven, lyder det fra samfundsredaktøren.
Mona Juul (K) selv har ikke haft mulighed for at stille op til interview.
Men hun skriver i en sms til TV 2:
- Hvis mågestellet både er traditionelt og moderne, så passer det egentlig meget godt til, hvordan jeg ser mig selv. Der er i hvert fald værre ting at blive kaldt, og lad os så komme videre og fokusere på det politiske.